Fortsæt til indhold
Politik

Lars Løkke Rasmussen reagerer på ambassadeafbrænding: »Der skal to til at skabe en konflikt«

Danmarks udenrigsminister fordømmer koranafbrændinger, men beder den muslimske verden om at vise forståelse.

Natten til torsdag blev stemningen heftig i Iraks hovedstad, Bagdad. Demonstranter stormede Sveriges ambassade, og flere hundrede mennesker satte ild til den i vrede over en planlagt koranafbrænding i Sverige.

Demonstrationen blev iværksat af tilhængere af den shiamuslimske imam Muqtada Sadr, der havde opfordret til protesterne.

»Jeg er forfærdet og noget bekymret over det. Der er grund til at sende et klart signal til Irak om, at det er deres job at passe på udenlandske diplomater,« siger Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, på et pressemøde i Bruxelles.

Han understreger samtidig, at angrebet mod den svenske ambassade ikke har haft betydning for de danske ambassader.

»I forhold til de danske ambassader, så er der ro på. Men jeg vil opfordre danskere, der opholder sig i Irak, til at skrive sig på danskerlisten. Det, vi ser, er jo en udvikling i kølvandet på de koranafbrændinger, vi har set i Sverige og Danmark,« siger han.

Dansk-svenske Rasmus Paludan fra det indvandringskritiske parti Stram Kurs brændte i januar en koran af foran den tyrkiske ambassade i Stockholm. Derefter har der været flere afbrændinger af både koranen og andre hellige skrifter i Sverige.

Regeringen i Sverige har reageret ved at kalde afbrændingerne af koraner for »islamofobiske«, men regeringen understreger samtidig, at man i Sverige har en »grundlovssikret ret til forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og demonstration«.

Lars Løkke Rasmussen fordømmer koranafbrændingerne, siger han fra Bruxelles.

»Koranafbrændinger er noget, jeg fordømmer. Jeg har fuld respekt for ytringsfriheden, men det rokker ikke ved, at det er en skændig handling at miskreditere andres religion. Uanset om vi taler afbrænding af koraner eller andre lignende handlinger,« siger han og tilføjer:

»Der skal to til at skabe en konflikt, og derfor er der også brug for, at man i den muslimske verden lytter til, hvad vi siger. Der er nogle hændelser, hvor ganske få enkeltpersoner og i visse tilfælde personer, som ikke er psykisk stabile ... men det skal man ikke tage hele den vestlige verden som afsender på. Det er ganske alvorligt, det vi har set på det seneste.«

I 2005 satte det store dele af den muslimske verden i brand, da Jyllands-Posten trykte 12 tegninger af muslimernes profet Muhammed. Det fik 11 muslimske diplomater i Danmark til at kalde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i møde. Det ønskede han ikke og henviste til ytringsfriheden. Hele situationen udviklede sig voldsomt og førte til protester i flere dele af den muslimske verden og til afbrænding af danske ambassader i Libanons hovedstad, og Beirut og hovedstaden i Syrien, Damaskus.