Fortsæt til indhold
Politik
Artiklen opdateres

Moderaterne giver Jon Stephensen en chance for at genvinde tilliden

Bolden ligger nu hos Jon Stephensen, lyder det fra Moderaterne.

»Vi giver det en chance.«

Sådan lyder det tirsdag formiddag fra Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, på vej ind til gruppemøde på Christiansborg.

Dermed slår han fast, at folketingsmedlem Jon Stephensen får mulighed for at genvinde tilliden, når hans foreløbig fem måneder lange orlov er slut til oktober.

»Det er selvfølgelig med et håb om, at det lykkes,« siger Henrik Frandsen.

Jon Stephensens person og fortid på Aventy-T-teatret har været omdrejningspunkt for flere kritiske historier den seneste tid, men sagen, der fik bægeret til at flyde over for Moderaterne, var TV 2’s afdækning af, at den 63-årige Jon Stephensen i februar sendte en besked til en 19-årig kvinde, der er medlem af Unge Moderater.

Her skrev Jon Stephensen blandt andet, »du virker klog’ og er smuk med den lækreste krop.«

Ifølge Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, er beskeden til den unge kvinde »helt åbenlyst ikke i overensstemmelse« med hverken Unge Moderaters samværspolitik eller Moderaternes adfærdskodeks.

I modsætning til de tidligere sager har denne sag fundet sted, mens Jon Stephensen var folketingsmedlem.

Moderaternes ungdomsorganisation, Unge Moderater, har opfordret til, at Jon Stephensen blev ekskluderet fra partiet, men så langt vil partiet altså ikke gå på nuværende tidspunkt.

»Klamme beskeder«

Politisk ordfører Monika Rubin (M) er tilfreds med, at sagen nu er endt med orlov.

»Det er jo en rigtig uheldig sag. Først og fremmest er det rigtig uheldig for den unge pige, som har modtaget de her klamme beskeder. For det er det,« siger hun.

Hvorfor vil det være for meget at smide ham ud af partiet?

»Lige nu har vi sendt ham på orlov, så må vi se, hvad der sker. Så må vi revurdere, når vi starter et nyt folketingsår (til oktober, red.)«

»Jeg synes, at det er den rigtige beslutning, der er taget at sanktionere ham på den her måde. Man kunne også have valgt bare at tage ordførerskaberne fra ham. Det ville ikke være nok, synes jeg. Det her ligger sig oven på andre historier også. Der er grund til, at man gør mere. Jeg synes, at det er den rigtige beslutning, vi tager her,« siger Monika Rubin.

Splittet - er orlov nok?

Folketingsmedlem Mike Fonseca (M) understreger på vej ind til gruppemødet, at »Jon skal tænke sig om.«

»Jeg synes, det er en sober måde at sige til Jon, at det her skal ikke gentage sig - at det er ikke i orden, og her går grænsen.«

»Det er vigtigt, at Jon får noget luft, og at Moderaterne får noget luft, så vi kan diskutere politik,« siger han.

Fonseca erklærer sig dog »splittet« om, hvorvidt orloven er en passende sanktion. Splittelsen skyldes, at han både er en del af ungdomspartiet og folketingsmedlem for moderpartiet, forklarer han.

Det var Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, som sent mandag aften i en video på Facebook meddelte, at Jon Stephensen nu søger orlov. Løkke understregede i videoen, at orloven er »selvbetalt«.

Det er der dog ikke noget usædvanligt i. Det er nemlig helt efter reglerne, at folketingsmedlemmer kun får løn i orlovsperioden, hvis orloven skyldes sygdom, eller at de venter barn – ikke hvis orloven skyldes »andre grunde« såsom en selvvalgt pause.

Et vigtigt mandat

Hvis Moderaterne mister Jon Stephensens mandat, vil SVM-regeringens flertal svinde ind til 88 mandater. Det vil i praksis betyde, at regeringen kun er ét mandat fra at miste det daglige flertal i folketingssalen. Det skyldes, at tre af de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer bakker op om regeringens politik.

Jon Stephensens førstesuppleant til Folketinget er Lean Milo (M). Han er søn af tidligere Greve-borgmester René Milo (V) og fik 782 personlige stemmer ved folketingsvalget sidste år.