Dobbelt løftebrud kan klæbe til Jakob Ellemann-Jensen i årevis
Ellemanns løftebrud for at gå i regering og gøre Mette Frederiksen til statsminister kan blive særligt farligt. Det handler ikke kun om minksagen, men hele hans troværdighed - og om et giftigt våben, der nu peger på V-formanden selv.
En onsdag formiddag i april 2015 blev der rullet et gigantisk banner ud over det københavnske hotel Crowne Plaza i Ørestad på Amager.
»De har lovet før – nu lover de igen,« stod der med store bogstaver oven over en silhuet af et kvindeansigt med en meget lang næse – fuldstændig ligesom tegnefilmsfiguren Pinocchio, der ikke kan lade være med at lyve.
Det var Venstre, der stod bag aktionen, og den skulle minde danskerne om de mange løftebrud, den daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, havde begået for at sikre sig magten efter valget i 2011. Lokationen var heller ikke tilfældig: Det var netop på Crowne Plaza, ”det sorte tårn”, at Socialdemokratiet og SF havde tabt armlægningen med De Radikale og partiets daværende leder, Margrethe Vestager.
Anklagerne om løftebrud havde i årevis klæbet til og martret Socialdemokratiet og havde været et af Venstres skarpeste og mest giftige våben mod hovedfjenden. Nu blev det trukket igen – og budskabet fra Venstre var klart: Hvis ikke man kunne regne med, hvad Thorning sagde ved sidste valg, så kan man heller ikke regne med, hvad hun siger i dag.
Ellemann under beskydning
Alt det er kun syv år siden. Men i dag er kanonerne paradoksalt nok vendt. Netop nu forsøger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, desperat at forsvare sig mod det samme skarpe og giftige våben, der nu er rettet mod ham selv.
Nu handler det om det dobbelte løftebrud, han i disse dage er i gang med at foretage: At han både gør Mette Frederiksen til statsminister og samtidig ikke længere støtter en advokatvurdering af hendes ansvar i minksagen – trods klare løfter om det modsatte i valgkampen.
Det kan betyde nye, alvorlige problemer for Venstre og Jakob Ellemann-Jensen i de kommende år, netop som han er i færd med at føre sit parti ind i en uvis fremtid i en ny, bred midterregering.