Kanonerne køres i stilling, men forsvaret kæmper med at finde folk, som kan betjene dem
Opgradering af forsvaret står øverst på den nye regerings to-do-liste. En af de helt store udfordringer er at finde mandskab til at betjene det militære og især avancerede digitale isenkram, som Danmark skal investere i.
Ruslands trussel mod Europa og aftalen om, at Danmarks forsvarsbudget skal vokse med 18 mia. kroner om året, gør, at i hvert fald ét punkt vil stå lysende klart i det næste regeringsgrundlag: forhandlinger om næste forsvarsforlig, som skal gælde fra 2023-2033.
Forventningen er, at den nye forsvarsminister som noget af det første vil indkalde partierne. Efter årtiers nedskæringer skal der nu for alvor fyldes op på hylderne. Før valget stod det klart, at ønskelisten spænder fra nye ubåde til mobilt luftforsvar og en generel teknologisk opgradering. Krigen i Ukraine har vist, at moderne teknologi er afgørende på slagmarken.
Men især et stort spørgsmål trænger sig på.