- For abonnenter
Læserne spørger, JP svarer: Hvorfor fremgår partihopperi ikke af stemmesedlen?
En valgforsker og en professor i statskundskab svarer her en læser, som har lagt mærke til de mange partihoppere i denne valgperiode og fået en idé.
Ikke mindre end 23 folketingsmedlemmer har i den seneste valgperiode skiftet parti eller valgt at blive løsgængere.
Det er et historisk højt antal. Siden grundlovsændringen i 1953 og frem til 2019 har tre-fire kandidater i gennemsnit valgt at skifte parti eller løbe solo i hver valgperiode.
Tendensen har fået JP-læser Benny Moeslund til tasterne.
»Der er meget fokus på hvilke personer, interessegrupper og fagforeninger, der støtter enkeltpersoner og partier. Endvidere er der fokus på brugen af spindoktorer og pr-bureauer,« skriver han og fortsætter:
»Vi har i den nuværende valgperiode haft mange partihoppere. Så hvorfor fremgår det ikke af stemmesedlen, hvilke partier en kandidat har repræsenteret i Folketinget gennem tiden? Hvorfor står der eks. ikke, at Ida Auken har repræsenteret SF, Radikale og nu Socialdemokratiet. Eller at Inger Støjberg er gået fra Venstre? Det vil give en transparens i forhold til, hvad en politiker står for, og ikke mindst hvad man måske kan forvente.«