Minister ignorerer interne regler og bruger skyggekandidat
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) gør brug af en skyggekandidat ved folketingsvalget.
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) benytter sig af en såkaldt skyggekandidat ved folketingsvalget, selv om det er i strid med Socialdemokratiets interne regler.
Det skriver TV 2.
Jesper Petersen er opstillet i Haderslevkredsen, men har en skyggekandidat i Tønderkredsen. Det bekræfter kredsformand Henning Gad over for TV 2.
- Vi har ikke haft nogen valgt i Tønderkredsen nogensinde, så nu har vi lavet en aftale med Jesper om, at han må reklamere lige så tosset han vil, siger kredsformanden og tilføjer, at man altid har gjort sådan.
En skyggekandidat er en kandidat, der stiller op for partiet, men i virkeligheden ikke ønsker at blive valgt ind i Folketinget.
De fører i stedet valgkamp for en mere prominent kandidat - i dette tilfælde Jesper Petersen - og opfordrer vælgerne til at stemme på dem.
Ifølge TV 2 gør de socialdemokratiske folketingsmedlemmer Annette Lind og Daniel Toft Jakobsen brug af skyggekandidater ved dette folketingsvalg.
Metoden er ikke ulovlig, men Socialdemokratiets hovedbestyrelse har op til Folketingsvalget i år valgt at understrege, at alle kandidater for partiet skal føre deres egen valgkamp.
TV 2 har forsøgt at få et interview med Jesper Petersen om hans brug af skyggekandidater, men han har afvist at stille op.
Tidligere er det kommet frem, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) gjorde brug af skyggekandidater ved valgene i 2015 og 2019.
Partisekretær i Socialdemokratiet Lasse Ryberg har heller ikke ønsket at kommentere partiets brug af skyggekandidater over for TV 2.
Tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet Mette Reissmann har sagt til TV 2, at hun mener, at det er ”unfair konkurrence” at bruge skyggekandidater.
Rune Stubager, der er professor i Statskundskab på Aarhus Universitet, siger ifølge TV 2 også, at vælgere risikerer at føle sig snydt, hvis de stemmer på en kandidat, der slet ikke ønsker at blive valgt til Folketinget.