Regeringen vil indføre afgift på flyrejser for at gøre luftfarten grønnere
Allerede om to år skal Danmark have en helt grøn indenrigsrute for fly, lyder målsætningen fra regeringen.
Et »beskedent« beløb oven i billetprisen skal gøre startbanen klar for klimavenlig flyvning i Danmark allerede om få år.
Med et nyt udspil vil regeringen indføre en passagerafgift på 13 kr. pr. passager pr. flyrejse for at skaffe penge til at hjælpe fremtidens grønne brændstoffer på vej.
Afgiften skal fra 2025 gælde alle rejser fra danske lufthavne, dog ikke transfer- og transitrejser, lyder forslaget.
Målet er at kunne indfri den ambition, som statsminister Mette Frederiksen præsenterede i årets nytårstale – nemlig at Danmark skal have en helt grøn indenrigsrute senest i 2025, og at al flyvning inden for landets grænser skal være grøn i 2030.
Mere science end fiction
»Det lyder lidt som science fiction, men det er i virkeligheden bare science,« sagde klimaminister Dan Jørgensen ved præsentationen:
»Vi ved godt, hvordan man gør – nu skal vi have det op i skala og ned i pris.«
Både Københavns Lufthavn og flyselskabet SAS hilser regeringens udpil velkomment.
»Det betyder, at nu kan vi komme i gang med den grønne omstilling,« siger Thomas Woldbye, direktør for Københavns Lufthavn, mens SAS’ koncerndirektør, Simon Pauck Hansen, kalder det »utroligt glædeligt,« at regeringen »på seriøs vis støtter op om luftfarten som en fremtidig, bæredygtig transportform«.
At flyve på vind
Hvordan gør man så? Hemmeligheden bag fremtidens brændsler er for eksempel den såkaldte power-to-X-teknologi, hvor man skaber et flydende brændstof ud af grøn energi.
Ét alternativ til de fossile brændsler i flymotorerne er e-kerosen, som i stedet for råolie er lavet af brint tilsat CO2. Brinten kan produceres af vindmøllestrøm via elektrolyse, og dermed kan man i princippet flyve på vindenergi.
I dag er det dog kun tilladt at blande op til 50 procent bæredygtigt brændstof i tankene, men forskere er i fuld gang med at teste flyvning med 100 procent bæredygtigt brændstof, påpeger regeringen.
Ifølge Dan Jørgensen presser Danmark på i EU for at få hævet de såkaldte iblandingskrav til luftfarten.
Når det gælder grønne afgifter på flyrejser, halter vi dog noget efter vores naboer. Norge og Sverige har ligesom de fleste andre lande i Vesteuropa allerede indført en klimaafgift på flyvning.
Tilbage i 2019 anbefalede Klimarådet, at Danmark fulgte trop, og regeringens tre støttepartier har hver især foreslået noget lignende.
Partierne er dog langtfra tilfredse med regeringens udspil:
»Vi synes, at det er for lidt og for sent,« siger Rasmus Helveg Petersen, klimaordfører for De Radikale, til Ritzau.
I den sorte klub
SF har tidligere foreslået en passagerafgift på 100 kr. for rejser inden for Europa. De 13 kr. forslår slet ikke, mener skatteordfører Carl Valentin (SF).
»Det er grinagtigt. Danmark, Cypern, Irland og Malta er de eneste i EU uden flyskat. Vi er totalt i den sorte klub. Lad os dog beskatte de flyrejser ordentligt, så vi har råd til billigere tog, ladestandere og mere skov,« skriver han på Twitter.
Venstre er omvendt imod nye afgifter, men ikke desto mindre går partiet konstruktivt til forhandlingerne med regeringen, siger klimaordfører Marie Bjerre (V).
»En afgiftsmodel er ikke Venstres kop te, fordi vi har et skatte- og afgiftsstop. Men vi er positivt stemt over for, at regeringen kommer med et udspil om grøn luftfart. Det er på høje tid,« siger hun.
Både Dan Jørgensen og skatteminister Jeppe Bruus fastholder, at det er muligt at gøre en stor forskel selv med et forholdsvis lille beløb. Ifølge regeringen vil den nye passagerafgift kunne give knap 1,9 mia. kr. til grøn omstilling frem mod 2033.
Det ligger endnu ikke fast, hvor i Danmark den første grønne indenrigsrute skal gå. Ruten sendes nu i udbud, og alle flyselskaber får mulighed for at byde ind på den, oplyser transportminister Trine Bramsen.
Takeoff er sat til 2025.