Fortsæt til indhold
Politik

Han er hjernen bag Socialdemokratiets store asylplan: I fredags dukkede hans navn op på britisk liste – og det vækker nu opsigt

En relativt ukendt dansker er pludselig blevet en central del af Storbritanniens kontroversielle asylaftale med Rwanda. Han er en af kun fire personer udpeget af briterne til et nyt »uafhængigt« organ, der skal overvåge aftalen. Samtidig har han længe arbejdet tæt sammen med S-toppen om modtagecenter-idéen og rådgiver i dag regeringen om udviklingspolitik. Ekspert og Amnesty International undrer sig.

Idéen om at sende asylansøgere til lejre uden for Europas grænse står danskeren Morten Lisborgs hjerte nært.

Han har som medejer af konsulentfirmaet Migration Management Advice gang på gang i offentligheden argumenteret for, at flygtninge og illegale migranter skal sendes til sikre tredjelande.

Og han har betydelige aktier i, at Socialdemokratiet går ind for det selvsamme.

Ifølge Morten Lisborgs cv har han arbejdet tæt sammen med Socialdemokratiets ledelse som konsulent og været med til at udvikle den plan, der i årevis har været partiets store udlændingepolitiske løfte:

Et modtagecenter i Afrika. Et de facto-stop for al spontan asylbehandling i Danmark.

Nu vækker hans navn opsigt på ny, netop som udlændingeminister Kaare Dybvad og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen i denne uge tager til Centralafrika for at holde møder med rwandiske topministre.