Fortsæt til indhold
Politik

Økonom ser Mette Frederiksens plan an - det sker med både ros og en bekymring

Regeringen vil bruge samme finansieringsløsning for anden gang på kort tid med ny støtte til dem, inflationen rammer hårdest. Økonom Birthe Larsen ser her lidt nærmere på de første meldinger om Mette Frederiksens plan.

Statsminister Mette Frederiksen har mandag aften afsløret, at regeringen går efter at sende flere penge ud til pensionister og pendlere i Danmark for at kompensere dem for de prisstigninger, der lige nu slår igennem i folks hverdag.

Det skal nærmere bestemt ske ved et højere kørselsfradrag til pendlere, et engangsbeløb på 5.000 kr. til alle modtagere af ældrechecken og et lignende engangsbeløb til alle førtidspensionister.

Efter første øjekast har økonom ved Copenhagen Business School Birthe Larsen rosende ord til forslaget - inden hun dog også vender to bekymringer, hvoraf den ene går på den måde, Mette Frederiksen vil betale for hjælpen.