Statsrevisorer utilfredse med ministres manglende info om statslån
Ministerie får kritik for statslån fra 2008, der ikke var fuldt begrundet med at være i statens interesse.
Flere finansministre har ikke videregivet alle relevante oplysninger til Folketinget om 30-årige statslån, der blev udstedt i 2008.
Og det er ”meget utilfredsstillende”. Det mener Statsrevisorerne på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen mandag.
Lånene blev udskrevet i forbindelse med finanskrisen i 2008.
Her udstedte Finansministeriet statsobligationer for i alt 87,6 milliarder kroner.
Obligationerne, der udløber i 2039, har en rente på 4,5 procent.
Det vil sige, at staten betaler 4,5 procent af det samlede beløb i 30 år. Herefter bliver hele lånet betalt tilbage.
For 27,6 milliarder kroner ud af lånene for i alt 87,6 milliarder kroner er Finansministeriets begrundelse for at udstede dem ”meget utilfredsstillende”.
Det var nemlig ikke ”fuldt ud velbegrundet med, at det var i statens interesse eller i overensstemmelse med mål i statsgældspolitikken”, lyder det i beretningen.
Og så har det givet staten højere renteudgifter, end det var nødvendigt.
Ministeriet har ikke kunne redegøre for, hvornår man har godkendt at udstede lån over 80 milliarder kroner - altså statsobligationer for 7,6 milliarder kroner.
De første 60 milliarder kroner er begrundet i fastkurspolitikken. Den betyder, at en euro altid skal være 7,46 kroner værd.
Rigsrevisionens kritik af både finansministre og statsobligationer er middel i forhold til den skala, revisionen arbejder ud fra.
/ritzau/