Fortsæt til indhold
Politik

Veganerpartiet vil lade kødspisere stemme ved landsmøder

Søndag mødes medlemmerne af Veganerpartiet efter et ekstraordinært landsmøde, hvor ledelsen blev væltet.

/ritzau/

Snart behøver man med al sandsynlighed ikke længere at spise eller klæde sig vegansk for at få lov at stemme ved landsmøder i Veganerpartiet.

Det er et forslag ved partiets landsmøde, som afholdes søndag blot to måneder efter, at hele ledelsen blev væltet.

- Man har altid kunnet været medlem, men det her handler om, at man har stemmeret og kan engagere sig mere. Vi ser en kæmpe stor interesse også fra ikke-veganere i at deltage i foreningens arbejde, siger partistifter og politisk ordfører Henrik Vindfeldt.

Vindfeldt blev i januar ekskluderet fra partiet for krænkende adfærd og samarbejdsvanskeligheder.

Men han blev taget til nåde ved et ekstraordinært landsmøde i februar, hvor hele ledelsen og den tidligere politiske ordfører blev væltet.

Han erkender, at vedtægtsændringen er en måde at appellere til flere på. Det blev oprindeligt indført ”af hensyn til, hvis hele Danish Crown skulle komme til landsmødet og lukke butikken”.

Men nu er de flere medlemmer og frygter det ikke længere. Han fremhæver, at det er et krav at leve vegansk, hvis man stiller op for partiet.

Søndag håber ledelsen på at rulle mange af de tidligere vedtægtsændringer tilbage igen.

Fremover skal det ikke hedde ”politisk ordfører”, men ”politisk leder”. Vedkommende får også mulighed for at nedsætte en politisk gruppe og er leder for den, hvilket vedkommende ikke automatisk var før.

Tidligere blev de fem til syv medlemmer af politisk gruppe valgt af ledelsen.

Kandidater til folketings-, regionsråds-, kommunal- og EU-valg skal fremover gå gennem den politiske leder.

Vindfeldt afviser at det er en centralisering af magten hos den politiske leder, som han står til at blive. Han fremhæver, at partiet blot går tilbage til, hvordan tingene var før, da han selv var leder.

Inden for det seneste år har han trukket sig som formand, er blevet smidt ud af partiet, taget til nåde igen og valgt som politisk ordfører, da den gamle ledelse blev afsat.

Han er overbevist om, at partiet vil komme i Folketinget, selv om det er langt under spærregrænsen i meningsmålinger.

Han bedyrer, at det seneste år har gjort ham stærkere som leder, og at vedtægtsændringerne kan bidrage til, at partiet kommer på tinge.

Partiet er blevet beskyldt for at være et enkeltsagsparti, men Vindfeldt lover, at partiet ”inden udgangen af maj” vil have holdninger på ”alle ministeriers områder”.

Et af de store spørgsmål er, hvordan partiet vil finansiere en lukning af det konventionelle landbrug.