Fortsæt til indhold
Politik

Enhedslisten drøfter, om det skal have konsekvenser at bryde partilinjen

Efter at først et folketingsmedlem og senere et hovedbestyrelsesmedlem har talt imod Enhedslistens linje for krigen i Ukraine, drøfter partiet nu om det skal have konsekvenser.

Der er »nogle ret stærke diskussioner« i Enhedslisten om, hvad det »bør og ikke bør føre til« at bryde med partilinjen.

Sådan lyder den helt klare melding i P1 Morgen fra Enhedslistens Pernille Skipper, der udover at være folketingsmedlem også er tidligere politisk ordfører.

Pernille Skipper var inviteret i studiet for at forholde sig til den diskussion, der er skabt om Enhedslistens politik, efter at først Christian Juhl og senere Mikael Hertoft i Jyllands-Posten har talt for, at også Ukraine bærer en del af ansvaret for den krig, der er i gang lige nu.

Tirsdag bragte Jyllands-Posten et interview med mangeårigt folketingsmedlem Christian Juhl, hvor han sagde, at »Ukraine har ført en ikke-hensigtsmæssigt mindretalspolitik i den østlige del«.

Han uddybede, at »der har russerne fisket i rørt vande.«

Samme toner lød det onsdag fra hovedbestyrelsesmedlem Mikael Hertoft:

»Selvfølgelig har Rusland et ansvar for, at den konflikt er fortsat. Men det har den ukrainske side også.«

Han gik endda længere end Christian Juhl. I interviewet med Jyllands-Posten sagde Mikael Hertoft, at han ikke ved, »om Ukraine er en nationalstat«, og at »jeg har ikke den opfattelse, at nationalgrænser er evige og uforanderlige«.

Begge dele fik Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen op i det røde felt.

»Jeg er uenig med Christian Juhls udtalelser og analyse,« skrev hun på Twitter tirsdag og slog fast, at »Putin er en krigsforbryder, som har valgt en modbydelig invasion. Et overgreb på ukrainerne, er alene Putins ansvar«.

Onsdag måtte hun igen i offentligheden sætte et partimedlem på plads. Denne gang hovedbestyrelsesmedlem Mikael Hertoft:

»Jeg tager den kraftigst mulige afstand fra de udtalelser. De er fuldstændig forkerte og de er på ingen måde Enhedslistens politik,« skrev hun onsdag på Twitter.

Hos P1 Morgen lod Pernille Skipper lytterne forstå, at hun synes, at det der er foregået er meget alvorligt:

»Hvis man siger noget andet, så udtaler man sig i fuldstændig klokkeklar modstrid med Enhedslistens politik. Så kan jeg jo godt afsløre, uden at sige for meget, at det har vi i vores parti nogle ret stærke diskussioner om, hvad de udtalelser så bør og ikke bør føre til,« sagde hun uden dog at komme ind på, hvad hun selv mener, det skal have af konsekvenser.

Hun understregede, at det ikke var op til hende at bestemme, hvem der kan være medlem af partiet, men medlemmerne.

Jyllands-Posten arbejder på at få en kommentar fra Enhedslisten.