Jeg tog valgtesten og fik kryptiske svar – det aflivede mit indre dovendyr

Nu må maskinen gøre sit arbejde, tænkte mit indre dovendyr, for valgdagen nærmer sig, og et kryds skal sættes, så jeg gik ind på tv2.dk og tændte for den test, der finder ud af, hvem man er mest enig med.

Godt, lad os komme i gang. Første spørgsmål: Lars Weiss (S) har været en god overborgmester, efter han overtog posten fra Frank Jensen i 2020. Helt uenig? Uenig? Neutral? Enig? Helt enig? Undlad at svare?

Tja, bum ... ingen anelse.

Er det en god idé at bygge nye boliger på Amager Fælled? Skal antallet af biler mindskes ved at nedlægge parkeringspladser? Skal der indføres yderligere begrænsninger for restauratører i indre by? Sådan fortsatte det. Syv gange blev jeg spurgt om, om et bestemt område – f.eks. klima, kultur eller ældre – skulle opprioriteres »på bekostning af andre områder«. Jeg svarede efter fattig evne, men spekulerede for mig selv på, at det vistnok afhænger af, hvem der bærer bekostningen.

Efter 25 spørgsmål skulle jeg vælge de to vigtigste temaer for mig. Således snurrede maskinen for at matche mig med en kandidat.

Vupti. Seks navne poppede op. Overraskende nok kom de fra fem forskellige partier, som sædvanligvis står langt fra hinanden, men nu var samlet lige dér som et spraglet felt. Hmm.

Jeg klikkede over på Altingets kandidattest for at lave et dobbelttjek og gik igennem 23 nye spørgsmål. Denne gang skulle der tages stilling til elektriske løbehjul, bilfrie dage i centrum, kødfrie dage i offentlige kantiner og hensyn til religiøse minoriteter. Pyha. Færdig.

Nu kom der pludselig to ekstra partier ind på listen, hvor der i forvejen var fem partier – heriblandt en liste med kandidater, der ser coronahåndteringen som fascisme. Vi er åbenbart enige om børnepolitik, men jeg tror alligevel, vi har et temperament til forskel, så jeg betakkede mig og gik hurtigt tilbage til testen hos TV 2 for at tage den nok en gang i en form for tripeltjek.

I en overspringshandling prøvede jeg at svare neutral til samtlige spørgsmål. Så sagde maskinen, at jeg var 95 pct. enig med en socialdemokrat.

Alvorligt talt. I gang igen. Eftertænksomt tog jeg testen for tredje gang, men nu var det et helt nyt-nyt-nyt navn, der dukkede op som match nr. 1. Det var dog tæt i toppen af kandidatfeltet. 82 pct. enig med nr. 1. 77 pct. enig med nr. 5. Reelt dødt løb.

Egentlig er jeg stor tilhænger af kandidattest. De kan komprimere og målrette så meget nyttig information, som det ellers ville kræve hundredvis af artikler at bringe frem. Ingen ville orke at læse så meget for at kunne træffe et oplyst valg. Men testene har også deres svagheder, som mine egne trængsler illustrerer.

Herlev-borgmester Thomas Gyldal (S) skrev for nylig på Twitter, at testene er »i bedste fald ubrugelige, i værste fald demokratisk forstyrrende i sin banalisering af kommunalpolitik«, men han erkendte også, at han var nødt til at være med for ikke at blive overset.

I 2013 blev der klikket ind på DR’s kommunale kandidattest 2.638.429 gange.

Det gode er, at testene bliver bedre fra valg til valg. Spørgsmålene bliver mere lokale og relevante, man kan prioritere, hvad man selv synes er vigtigst, og man kan klikke sig mere og mere i dybden om kandidaterne og deres mærkesager.

TV 2, Altinget og DR skriver det meget godt selv. Testen giver inspiration, men den kan »ikke stå alene«.

Thomas Gyldals råd til vælgerne lød således:

»Læs materialer, gå til vælgermøder, se på din by, tænk dig om.«

Hvil i fred, indre dovendyr.