Fortsæt til indhold
Politik

Martin Lidegaard og Radikale kritiserer Mette Frederiksens vaccine-rejse til Israel

Mette Frederiksens forsvarer sit besøg i Israel, men blandt hendes egne støttepartier er der utilfredshed med konsekvensen af hendes valg.

Mette Frederiksen udtalte torsdag aften, at det var både flyveturen og alle pengene værd, at hun var taget til Israel.

Formålet var vaccinedrøftelser med Israels premierminister Benjamin Netanyahu samt Østrigs kansler Sebastian Kurz. Konklusionen blev blandt andet en ny fælles udviklingsfond rette mod vaccineudvikling.

Men var det nødvendigt for statsministeren at rejse over 3.000 kilometer for sige ja til det det?

Nogle gange er det alligevel nødvendigt, at et møde foregår fysisk for, at man kan nå de rigtige resultater.
Mette Frederiksen, statsminister.

I formandsstolen for Udenrigspolitisk nævn sidder Martin Lidegaard fra De Radikale og ryster på hovedet.

»Det er mig en stor gåde, hvad vores statsminister lavede i Israel i dag,« siger Lidegaard og fortsætter:

»I den praktiske verden er den slags besøg - og det ved jeg lidt om som fhv. udenrigsminister - tilrettelagt ned til mindste detalje på forhånd. Det er meget lidt, der overlades til tilfældighederne, så hun kunne have opnået det samme på et virtuelt møde.«

Martin Lidegaard er især kritisk, fordi Mette Frederiksens tur til Israel betyder, at hun har sat genåbningssnakken med Folketingets partier på pause, mens hun er afsted - og i fire karantænedage efter hun kommer hjem igen.

Frederiksen begyndte ellers for få dage siden at invitere partilederne forbi - én ad gangen - for at få alles ønsker og tanker om genåbningen at vide, inden man går i gang med egentlige forhandlinger om en køreplan.

»Skoleelever, gymnasieelever, studerende og ikke mindst de liberale erhverv og restauranter sidder jo og venter på en afklaring. Hver eneste dag tæller for dem i øjeblikket for dem. Så jo før, vi får lavet de forhandlinger jo bedre - og denne her gang skal de være bredere. Det er et krav for os,« siger Lidegaard, efter De Radikale blev en del af den lille gruppe af partier, der nikkede ja til den seneste genåbningsplan.

Lidegaard, som også er næstformand for De Radikale, tror, at Mette Frederiksen med sin udlandstur netop kan være ved at sætte den brede enighed over styr allerede inden, partierne har sat sig ved forhandlingsbordet.

»Hvis det skal blive en bred aftale, så må man også bøje sig mod hinanden og tage hinandens krav og ønsker alvorligt. Vi har et meget stort ønske om en bred aftale næste gang, for det her egner sig ikke til et smalt flertal. Men jeg tror også, at alle er enige om, at det vil tage tid. Det kræver det for at kunne bøje sig mod hinanden, og det er derfor, at vi har et ønske om at komme hurtigere i gang,« siger Martin Lidegaard.

Han peger samtidig på, at den seneste uges smittetal ikke lader til at vise nogen stor smitteeffekt af, at 0.-4.-klasserne igen er kommet i skole. Det betyder, at der måske kan være grundlag for optimisme om at komme endnu hurtigere i gang - det er bare umuligt at gøre, når statsministeren ikke er hjemme:

»Man kan få den tanke, at det handler om at trække tiden. Det håber jeg virkelig ikke, at det er, for jeg tror, at alle kan se behovet for at komme i gang. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor det fysiske møde var så vigtigt.«

Ligesom De Radikale har også flere andre partier lige fra SF til Venstre kritiseret Mette Frederiksen for hendes rejse til Israel. Mette Frederiksen står dog fast på vigtigheden.

»Som alle andre har jeg holdt mange videomøder pga. nedlukningen. Men som alle også ved - nogle gange er det alligevel nødvendigt, at et møde foregår fysisk for, at man kan nå de rigtige resultater,« har hun skrevet torsdag aften på Facebook kort før hjemrejse til Danmark.