Corona kan ændre alt i dansk politik – ny virkelighed udfordrer centrale løfter

Statsminister Mette Frederiksen styrer sin regering efter fireårsplaner. Ikke nær så detaljerede som Sovjetunionens femårsplaner for produktionen, men dog stringente politiske køreplaner. Coronakrisen kan imidlertid ændre alt.

En pandemi går over. De fleste syge bliver heldigvis raske igen. Til gengæld kan coronaeffekten i dansk politik vise sig at være af mere permanent karakter. Hele den politiske køreplan for 2020 kan blive ramt af åndedrætsbesvær, og mange spørger allerede nu sig selv, hvorvidt vi er vidner til en mere grundlæggende ændring af den politiske virkelighed og dagsorden.

Alene på den korte bane risikerer coronakrisen uanset længde og dybde at få omfattende konsekvenser for mindst to af regeringens helt store politiske mærkesager i dette forår.

Arnes penge

Det afgørende valgløfte til nedslidte Arne, som Danmark kom på fornavn med i valgkampen, skulle efter planen præsenteres omkring den 1. maj. Datoen er ikke det afgørende, men som der står i udspillet fra før valget, så skal »pengene passe«. Socialdemokratiet har lagt op til at finde 1,5 mia. kr. i den finansielle sektor. Via det, som socialdemokrater kalder et »samfundsbidrag«, men som bankerne og pensionskasserne kalder en »særskat«.

I regeringskontorerne ligger der allerede et stort set færdigt udkast til en model for både pensionen og finansieringen. Så snart overenskomstforhandlingerne var overstået, skulle det hele se dagens lys. Men så fik hele verden corona.

Bankerne, der ellers selv har været inviteret med til at udvikle den bedste model, har nu ikke fantasi til at forestille sig, at regeringen tør bebude sin nye skat længere. Når Den Europæiske Centralbank, ECB, på det kraftigste opfordrer de europæiske regeringer til politisk at hjælpe den finansielle sektor igennem den økonomiske coronakrise, skulle Mette Frederiksen og co. så fremture med en ekstra skat netop nu?

Regeringen har indtil videre været tavs. For lige nu står bankerne over for en anden akut samfundsopgave også. Nemlig at holde hånden under de danske virksomheder, der i den kommende tid får hårdt brug for deres kassekreditter. Flertallet for en »særskat« var i forvejen spinkelt, så selv hvis regeringen skulle stå fast, har bankernes lobbyister i disse dage travlt med at vaccinere resten af politikerne yderligere imod den slags tanker.

Dermed risikerer Socialdemokratiet at stå med et afgørende finansieringsproblem for sit vigtigste valgløfte.

Kontracyklisk

Socialdemokratiet mener grundlæggende, at den finansielle sektor har masser af penge, og torsdag bebudede regeringen, at bankerne nu får lov til at bruge af den sikkerhedsbuffer, som de siden krisen er blevet bedt om at opbygge. Derfor hørte mange danskere om den lidet mundrette »kontracykliske kapitalbuffer«. En buffer, der kan frigøres til at modgå den ellers negative økonomiske udvikling.

Men coronakrisen kan meget vel fungere kontracyklisk for hele regeringens egen politiske platform. Dansk økonomi kan igen stå over for recession, og ingen ved endnu, hvor lang verdensøkonomiens krise bliver.

Virussen kan være lige så slem for økonomien som for sundhedstilstanden i mange lande. Danmarks lille åbne økonomi er drevet af import og eksport. Derfor er den i risikogruppen, når børserne dykker, og også andre lande lukker stadig mere ned.

»Vi ved ikke endnu, hvor dyb krisen vil blive. Vi ved, den er alvorlig,« sagde finansminister Nicolai Wammen allerede torsdag om den økonomiske situation.

Vigtigst for vælgerne

For hver dag siden er den kun blevet mere alvorlig. For en uge siden havde ingen troet, at regeringen skulle tilbyde private virksomheder lønkompensation for milliarder. Det gjorde den som led i en aftale med arbejdsmarkedets parter søndag. Af frygt for hvor dyrt det vil være at lade være.

Trepartsaftalen blev straks mødt af ønsker om endnu mere hjælp. Hoteller og restauranter står tomme, arrangementer er aflyst, flyene er ikke i luften, danskerne bliver hjemme som befalet. På arbejdsmarkedet er de første fyresedler allerede sendt ud, mens mange flere frygter at få en.

På kort tid kan dansk politik derfor vende tilbage til en tilstand, hvor det ikke er klima og velfærd, der står øverst på listen over vælgernes bekymringer. I stedet kan den økonomiske politik igen blive omdrejningspunktet.

Vælgernes efterspørgsel på ansvarlighed og mådehold risikerer at afløse trangen til en ny efterløn, minimumsnormeringer i børnehaverne og grøn omstilling i rekordfart. Danmarks offentlige finanser er blandt verdens sundeste. Krisebevidsthed handler bare ikke kun om tal og fakta, men også om psykologi.

Forhandlinger på Skype

Klimapolitikken er den næste centrale sag, der risikerer at blive udfordret. Ifølge Klima-, Energi og Forsyningsministeriet er »arbejdet for den grønne omstilling ikke sat i stå«. Men når erhvervslivet i de såkaldte klimapartnerskaber mandag afleverer sine omfattende anbefalinger, sker det i en situation, hvor klimahensyn ikke længere er det, virksomhederne går mest op i. Lige nu har de andet at tænke på. Nye skatter, afgifter og restriktioner er det sidste, erhvervslivet har lyst til at se ind i, når der i forvejen er økonomisk usikkerhed.

Regeringen lægger op til at fortsætte klimaforhandlingerne, hvor minister Dan Jørgensen har varslet videomøder på Skype, mens embedsmændene arbejder hjemmefra. Regeringen fik for få uger siden en grøn valgtrussel fra De Radikale. Regeringen skulle væltes, hvis ikke en klimaaftale var på plads inden grundlovsdag den 5. juni. Den slags deadlines synes for de fleste nok sekundære nu midt i en national krise, og det samme risikerer klimapolitikkens tempo at gøre for mange aktører.

Sammenholdet holder ikke

Partierne har fra begyndelsen stået sammen og bakket beredvilligt op om alle krisetiltag. I sidste uge turde de fleste partiledere ikke udfordre statsministeren unødigt i tirsdagens spørgetime på Christiansborg. Det kunne hurtigt se forkert ud, eftersom Danmark var på vej i undtagelsestilstand, hvor kun liv og død tæller.

Men sammenholdet er selvsagt midlertidigt. Efter lukningen af grænserne, som der også var bred opbakning til, ville De Radikale alligevel have en redegørelse på ryggen af Sundhedsstyrelsens forklaring om, at grænselukningen ikke var sundhedsfagligt funderet. Søndag lød det fra en »stærkt bekymret« Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, at trepartsaftalens indhold var »godt, men ikke godt nok«. Efter den svære akuthåndtering venter der regeringen en ny politisk virkelighed. Der vil være et ”før” og et ”efter” corona i dansk politik. Det er langtfra sikkert, at det, der venter på den anden side, er en genoptagelse af den tilstand, der var før.