Analyse: Venstres kampagnemaskine landede som en blå grib og åd af DF, LA og K

Venstre blev valgets sejrherre, mens DF og resten af blå blok tabte. Formand Løkke står styrket, men hvad kan det omsættes til?

Artiklens øverste billede
Valg til Europaparlamentet 26. maj 2019. Valgfest hos Venstre. Statsminister Lars Løkke Rasmussen og EP spidskandidat Morten Løkkegaard ankommer sammen med deres fruer.

Bekymringen spredte sig allerede i Dansk Folkepartis kontorer, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) annoncerede de forskudte valgdatoer. Med valg til Europa-Parlamentet den 26. maj og til Folketinget den 5. juni. Venstres formand troede tilsyneladende på, at et godt EU-valg ville være et stærkt afsæt for den nationale valgkamps afgørende fase.

Men hvis den logik skulle gøre sig gældende for Løkke, skulle den også gælde med omvendt fortegn for Dansk Folkeparti.

Foreløbig er første del af mareridtet for DF blevet til virkelighed. Der lød et jubelbrøl af den anden verden til DF’s valgaften - nogen valgfest kunne det vist ikke betegnes - i Snapstinget på Christiansborg, da det første bud på et valgresultat tonede frem på tv-skærmene. Men brølet kom fra etagen ovenover, hvor Venstre overraskende stod til fire mandater og markant fremgang i forhold til samtlige meningsmålinger og exit-polls spådomme. Med et resultat på 23,5 pct. af stemmerne blev Venstre det største parti og går markant frem sammenlignet med 2015, hvor bare 16,7 pct. af danskerne stemte V.

Gribben er landet

Venstres kampagnemaskine er landet som en blå grib og har ædt af de sårede dyr i blå blok. Med bare 10,7 pct. i stedet for 2014’s 26,6 pct. og ét mandat i stedet for fire, står DF nu afgnavet tilbage. For et parti, der stort set kun har oplevet fremgang i hele sin historie, er tilbagegangen valgets store historie. Bekymringerne for den afsmittende effekt på Folketingsvalget er store i DF, der ved næste uges valg ovenikøbet udfordres af Stram Kurs og Nye Borgerlige.

Men det var ikke kun blå DF’ ere, som Løkke samlede op. De Konservative dykkede fra 9,1 i 2014 til nu 6,2 pct., og kun 2,2 pct. stemte på Liberal Alliance. Med stemmeslugeren Søren Gade og en vellykket kampagne lykkedes det Venstre at blive søndagens store sejrherre.

De levende røde

Nu er det spændende, om den blå grib efter at have fået luft under vingerne også kan æde sig ind på de levende røde. Ser man samlet på fordelingen af stemmer bag blå blok, var det ingen blå sejr sammenlignet med 2014. Dengang fik blå blok 55,4% af stemmerne. Søndag blev det kun til 42,6 pct.

I Mette Frederiksens lejr var der synlig skuffelse, mens Løkke triumferede. For mens Løkke håber at kunne bruge sin valgsejr til at skabe nyt momentum i de næste 10 dage, så må Socialdemokratiet frygte, at valget var et ilde varsel om partiets resultat 5. juni.

Overlappet mellem danskernes krydser ved de to valg kender vi først 5. juni. Men der er ingen tvivl om, at søndagens valg giver Venstre et markant bedre afsæt ind i valgkampens afgørende slutspurt. Det kan ændre hele dynamikken i valgkampen, hvor Frederiksen har været udråbt som den selvskrevne vinder.

Pludselig har statsministeren et resultat til at underbygge sine udtalelser om, at han ikke tror på meningsmålinger. Venstre lå konsekvent lavere i meningsmålingerne end der, hvor partiet endte. Det har længe været et mysterium, hvordan partierne omkring Løkke kunne nedsmelte uden tilsvarende opblomstring til Venstre. Det kunne de så heller ikke på valgdagen, og dermed genopretter valget den blå logik.

Statsminister Løkke

Søndagssuccesen er som skabt til at skabe mere begejstring i partiorganiationen, og et par døgns hyldest i medierne bør også gavne Venstre.

Men igennem de seneste år har Venstre-folk ofte påpeget, at folketingsvalget jo ikke handler om Venstre alene. Det handler om retten til at lede Danmark, og den afhænger som bekendt af, hvorvidt Løkke kan skaffe sig 90 mandater, der ikke modsætter sig, at han danner regering.

Det kræver, at Venstre ikke bare æder blå stemmer, men også formår at trække nogen over midten. Ingen andre i blå blok ser ud til at kunne gøre det.

Med andre ord var valget kanon for Venstre-formanden Løkke, og spørgsmålet er så, hvad det kan bruges til for statsminister Løkke.

Hvis han vil

Internt er succesen også vigtig. For fem år siden var stemningen elendig i Landstingssalen, hvor selvsamme Løkke påtog sig det personlige ansvar for Venstres nederlag, som ramte i kølvandet på den tøjsag, der blev til en møgsag. Der gik et gys igennem forsamlingen, da han erkendte tilbagegangen med dramatisk alvorlig pausering:

»Derfor har jeg besluttet, at indkalde vores hovedbestyrelse inden alt for længe,« sagde han, mens de tilstedeværende holdt vejret og kort troede, han ville gå af.

Det ville han ikke.

»For lige nu er det op ad bakke og med vinden direkte ind i ansigtet. Det kan man godt overkomme, hvis man vil. Og det er jeg indstillet på – hvis I vil.«

Om de - resten af Venstre - ville det, gik der så en lang magtkamp med at afklare. Men de endte med at ville ham. Søndag i 2019 lignede Løkke en, der kunne sige det omvendte.

Pludselig kører det. Vinden er ikke i ansigtet, der er medvind. Derfor spørger flere i Venstre også sig selv om, hvorvidt EP-fremgangen betyder, at Løkke personligt har bragt sin formandsposition i en situation, hvor han nu kan sige, at han vil fortsætte »hvis jeg vil«.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen