Fortsæt til indhold
Politik

Flertal vil tillade ny boligplan: Støj og luftforurening skal ikke være en hindring, så længe vinduerne ikke kan åbnes

Et bredt flertal i Folketinget vil tillade boliger i miljøbelastede områder på bekostning af at kunne åbne vinduerne. Forslaget møder hård kritik.

På en lun sommerdag kan det være tiltrængt at lade sommerbrisen blæse ind gennem vinduet til lejligheden, og om vinteren kan den kølige luft ruske op i den indelukkede varme. I fremtiden vil det måske ikke være muligt for alle.

Et forslag til en ny planlov betyder nemlig, at det bliver muligt at bygge lejligheder i industriområder, hvor støj og forurening tidligere har stået i vejen for boligbyggeri.

Tilladelsen til det nye byggeri forudsætter til gengæld, at det er slut med åbne vinduer for at undgå problemerne med larm og forurening.

Sådan lyder revideringen af planloven fra regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Ifølge forslaget skal kommunerne mere præcist have lov til at bygge såkaldte »hermetisk lukkede boliger« i områder, hvor »grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening er overskredet«.

Mekanisk ventilation skal »sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening,« lyder det i forslaget. Derfor må vinduerne ikke kunne åbnes, og lejlighederne må ikke have altaner.

Ellen Højgaard Jensen, direktør i Dansk Byplanlaboratorium, mener langt fra, at ændringerne i loven er en god ide.

»Vi kan ikke være bekendt, at borgere ikke kan åbne vinduerne i deres egne boliger, når de vil have frisk luft. Der skal være en minimumsstandard for kvaliteten af folks boliger. Og den bør være højere, end hvad regeringen foreslår,« siger hun til Altinget.

Den nye planlov bliver bl.a. taget op, fordi flere kommuner oplever en stigende boligefterspørgsel. Det kan kommunerne imødegå ved at bygge boliger som naboer til industrien.

Aarhus Kommune er en af de kommuner, der modtager forslaget med åbne arme.

»Vi har arbejdet hårdt for den her ændring af planloven. Der kommer 100.000 flere indbyggere til Aarhus de næste 20 år, og vi har derfor brug for at lade byudvikling og industri gå hånd i hånd ved at opføre boliger ved blandt andet Aarhus Havn,« udtaler Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til Altinget.

Så længe der ikke er nogen sundhedsfare, og at ventilationen er i orden, hører han ikke nogle alarmklokker ringe.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov garanterer, at der ikke vil blive slækket på standarderne for et forsvarligt indeklima i loven, og at boligerne skal have adgang til et område, der ikke er belastet af forurening.

Forslaget til ændringerne følger op på 2017-planloven, der blev stemt igennem af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Begge partier har bekræftet over for Altinget, at de støtter op om ændringen af planloven og herunder tilladelsen til at bygge boliger i miljøbelastede områder.