Overblik: Danmarks håndtering af kvoteflygtninge
Regeringen og Folketinget har siden 1978 afsat et beløb på finansloven til kvoteflygtninge.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har torsdag meddelt, at Danmark ikke er klar til at åbne for kvoteflygtninge i 2018.
Ministeren begrunder beslutningen med, at de flygtninge, der allerede er her, skal integreres, før Danmark er klar til at tage imod flere.
Når regeringen for tredje år i træk afviser at tage imod kvoteflygtninge, betyder det, at Danmark er det eneste land, som har indstillet et igangværende kvoteprogram.
Her er et overblik over, hvordan Danmark gennem årene har håndteret modtagelsen af kvoteflygtninge:
Hvad er en kvoteflygtning?
- "Kvoteflygtning" er et begreb for flygtninge, der bliver fordelt af FN's Flygtningeorganisation, UNHCR.
- Flygtningene kan ikke vende tilbage til deres hjemland eller blive i det land, de i første omgang er flygtet til. Derfor hjælper FN dem til et tredje land, hvor de kan leve sikkert.
- Kvoteflygtninge kan generelt inddeles i tre grupper: Nogle er særligt udsatte og sårbare, nogle kommer fra udvalgte områder som Asien eller Afrika, og nogle risikerer overgreb i opholdslandet eller umiddelbar tilbagesendelse.
- For at beslutte, hvordan fordelingen skal foregå, bliver flygtninge interviewet på deres midlertidige opholdssted af de forskellige landes myndigheder.
- Kvoteflygtninge bliver typisk udvalgt af lande som Danmark, efter hvor god mulighed de har for at blive velintegrerede.
Hvordan har Danmarks politik været i forhold til kvoteflygtninge?
- Siden 1978 har regeringen og Folketinget hvert år afsat et beløb på finansloven til en flygtningekvote. Fra 1989 til 2005 var den kvote 500 flygtninge om året.
- I 2005 blev ordningen gjort mere fleksibel, så danske myndigheder inden for en treårig periode skulle tage imod 1500 kvoteflygtninge.
- Eftersom at regeringen afviste at tage imod kvoteflygtninge i 2016 og 2017, stod Danmark til at skulle tage imod 1500 flygtninge i 2018.
- Det krav ændrede sig dog i december 2017, da Folketinget besluttede, at den til enhver tid siddende udlændingeminister skal vurdere, hvor mange kvoteflygtninge Danmark skal tage imod.
- Den nye kvoteordning betyder, at udlændinge- og integrationsministeren gerne må afvise kvoteflygtninge i 2018, som Inger Støjberg nu har gjort.
- Danmark er det eneste land, der har indstillet et igangværende kvoteflygtningeprogram.
Kilder: Udlændingestyrelsen, UNHCR, Zetland, Ritzau.