Anna Mee Allerslev stævner medier for injurier efter »grove påstande«
Baggrunden for sagen er en årelang dækning fra medierne af den tidligere borgmester.
Den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev (R) lægger sag an mod medierne B.T. og Berlingske.
Det oplyser Anna Mee Allerslev i et Facebook-opslag, hvor hun også offentliggør det brev, hendes advokat har sendt til mediernes chefredaktører.
»Påstandene mod min person bliver grovere og grovere, som tiden går. I dagens artikler beskylder BT mig igen for korruption og bestikkelse. Jeg har derfor instrueret min advokat, Bjarke Vejby fra advokatfirmaet Riemann, om at anlægge injuriesag mod dem,« skriver eksborgmesteren.
Baggrunden for sagen er en årelang dækning fra medierne af Anna Mee Allerslev. I september sidste år skrev bl.a. B.T., at Anna Mee Allerslev, som dengang var borgmester, havde lånt Københavns Rådhus til sin private bryllupsfest uden at betale for lejen, og uden at betale skat af værdien.
En skat, hun senere betalte.
I oktober sidste år skrev B.T. så, at Anna Mee Allerslev i forbindelse med sin fødselsdag havde lånt et selskabslokale af Øens Murerfirma, som har samarbejdet med hendes forvaltning, og hvis direktør Anna Mee er private venner med. Heller ikke det beløb havde hun betalt skat af.
Senest har B.T. skrevet, at en sms-udveksling fra 2017 mellem Anna Mee Allerslev og en forvaltningsdirektør blev holdt hemmelig for offentligheden. I beskederne spørger Anna Mee Allerslev ind til en sag, som Øens Murerfirma har interesse i.
Flere andre artikler har kredset om netop borgmesterens private relationer til firmaets direktør og om, hvorvidt hun har misbrugt sin position til at fremme sine venners interesser. Artikler, som ifølge eksborgmesteren er usande og sværter hendes navn og rygte til.
»Under henvisning til antallet af gange, hvor sigtelser for bestikkelse og korruption er fremsat under dække af ”ekspertudsagn”, der er baseret på et grundlag, der ensidigt er lagt frem af journalisterne, anses de pågældende sigtelser for at være fremsat og udbredt af medierne på egne vegne,« skriver hendes advokat Bjarke Vejby.
Anna Mee Allerslev trak sig den 25. oktober sidste år fra sin post og meddelte samtidig, at hun helt stopper i kommunalpolitik. Det er bl.a. med baggrund i dette, at hun stævner medierne.
»Det bemærkes, at min klient for længst er ophørt som politiker, hvorfor modstående hensyn til pressens ytringsfrihed vægter langt mindre,« lyder det fra Anna Mees advokat.
Bjarke Vejby indgiver tirsdag stævningen til Københavns Byret.