Fortsæt til indhold
Politik

S om finansministerens aflysning af nulvæksten: Man kommer i tvivl om, hvem han egentlig repræsenterer?

Den offentlige sektor skal vokse moderat de næste 10 år, mener finansministeren. Socialdemokratiet kalder det en "prøveballon".

Finansminister Kristian Jensen (V) meddelte søndag i Jyllands-Posten, at Venstre dropper partiets ambition om nulvækst i den offentlige sektor, som ellers var udgangsmeldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2012.

I stedet for mener Kristian Jensen, at den offentlige sektor skal vokse »moderat« hvert år, de næste 10 år.

Finansordfører i Socialdemokratiet, Benny Engelbrecht, undrer sig over, hvad ministerens formål med udmeldingen egentlig er og kalder udtalelsen for en politisk »prøveballon.«

»Man kommer i tvivl om, hvem Kristian Jensen egentlig repræsenterer, når han kommer med sådan en melding. Det er jo ret tydeligt, at en aflysning af nulvæksten ikke bliver gennemført i VLAK-regeringen, idet der jo står det stik modsatte i regeringsgrundlaget,« siger han og tilføjer:

»Derfor efterlader det et spørgsmål om, hvad er det er for en regering, Kristian Jensen regner med at kunne gennemføre sådan en politik med.«

Af VLAK-regeringens regeringsgrundlag fremgår det, at der skal være en realvækst i det offentlige forbrug på i udgangspunktet 0,3 procent om året.

Finansministeren udtaler dog søndag over for Jyllands-Posten, at han godt kan se, at der er behov for at øge væksten yderligere for bl.a. at sikre, at det stigende antal ældre borgere i landet kan få den hjælp, de har brug for af staten.

Benny Engelbrecht er i teorien positiv stemt over for det kursskifte, men han giver ikke meget for udtalelsen, før han har set noget politisk handling.

»Jeg synes det er meget kendetegnende for Kristian Jensen, at mange af hans politiske meldinger aldrig rigtig bliver til noget. Derfor skal man huske, at handling tæller højere end ord, og det virker ikke ligefrem som om en idé, der er koordineret internt i partiet,« griner han.

Når det er sagt, slår Benny Engelbrecht dog fast, at Socialdemokratiet hellere end gerne møder op til de nye finanslovsforhandlinger til efteråret, hvis Kristian Jensen inviterer med et udgangspunkt om, at væksten i den offentlige sektor skal stige.

Socialdemokratiet ønsker en vækst i den offentlige sektor, der minimum svarer til det, man kalder det demografiske træk, og ifølge Benny Engelbrecht svarer det til en vækst på 0,7 procent.

Kort fortalt er det demografiske træk et udtryk for, hvor mange flere penge det offentlige skal bruge for at kunne levere den samme service som året før.

»Men lad os nu se. Vi er jo ikke blevet inviteret med til finanslovsforhandlinger de tidligere år. Heller ikke ved de seneste forhandlinger, hvor Kristian Jensen også var finansminister,« siger Benny Engelbrecht.

Regeringspartiet Liberal Alliance mener, at Kristian Jensens udmelding er et udtryk for dovenskab, og partiets finansordfører Joachim B. Olsen udtaler ifølge Ritzau, at det er en ærgerlig udvikling, når den offentlige sektor ifølge ham med stor fordel kunne effektiviseres.