Annonce
Politik

Lokalpolitikere kalder det »urimeligt« at udvise iraner efter 25 år - DF mener »han har drevet gæk med det danske system«

Abutaleb Jamshid Farjand risikerer at blive udvist af Danmark, fordi han har besøgt sit hjemland.

Martin Henriksen (DF) håber, at der kommer »flere af den slags sager i fremtiden, hvor langt flere udlændinge, også udlændinge med længevarende ophold får inddraget deres opholdstilladelser og sendes hjem«. Foto: Jens Dresling

På Fanø er politikerne fra Venstre, Socialdemokratiet, Fanø Lokalliste og Konservative enige om én ting for tiden:

Det er »urimeligt« og »besynderligt«, at den 53-årige Abutaleb Jamshid Farjand risikerer at blive udvist af Danmark efter 25 år i landet.

»Det er på alle måder urimeligt, hvis han skal rejse herfra og væk fra familien efter 25 år. Regler og principper er godt nok, men det kan godt blive lidt rigidt, hvis man ikke kan kigge konkret på en sag, siger Johan Brink Jensen (S), formand i Social- og Sundhedsudvalget på Fanø, til JydskeVestkysten.

Pizzeriaejer rejste til Iran for at begrave forældre - nu risikerer han at blive udvist efter 25 år i Danmark

Farjand har i ti år ejet et pizzeria på Fanø, hvor han bor med sin kone og to børn, der er danske statsborgere. Nu kan han imidlertid miste sit permanente statsborgerskab, fordi han fra 2000 til 2006 besøgte sit hjemland, Iran, fire gange i forbindelse med blandt andet begravelser af sin forældre og sit eget bryllup.

Ifølge udlændingeloven må man ikke rejse hjem de første 10 år efter at have opnået permanent opholdstilladelse, da det kan indikere, at man ikke længere risikerer forfølgelse i hjemlandet.

Fanøs viceborgmester, Erik Nørreby (V), mener dog, at »det virker fuldstændig grotesk« og »udenfor den sunde fornufts rækkevidde at smide ham ud, fordi han for over 10 år siden har begået nogle fejl«.

Helt anderledes ser man på det i Dansk Folkeparti.

»Han har drevet gæk med det danske system, for han er jo overhovedet ikke flygtning, når han kan rejse frem og tilbage mellem Danmark og sit hjemland. Og alene det faktum, at han rejste tilbage til sit hjemland for at blive gift, viser også, at han er mere iraner end dansker. Derfor vil det ikke være noget problem, hvis han udvises af Danmark,« udtaler formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg Martin Henriksen (DF) til Jyllands-Posten.

Martin Henriksen håber samtidig på, at der kommer »flere af den slags sager i fremtiden, hvor langt flere udlændinge, også udlændinge med længevarende ophold får inddraget deres opholdstilladelser og sendes hjem«.

Abutaleb Jamshid Farjand har slået fast, at han ikke kendte til reglen om, at han ikke måtte vende tilbage til sit hjemland. Nu frygter han for at blive sendt hjem og fremhæver, at hans børn er født og opvokset i Danmark.

»Jeg lever ligesom danskere. Jeg har en kone og to børn, som er danske statsborgere, jeg har eget hus, har aldrig lavet kriminalitet, og både jeg og min kone arbejder 80 timer om ugen og betaler en høj skat med glæde. Det ville være som at tage os fra Paradis og sende os til Satan,« siger han til JydskeVestkysten.

Indtil videre har flere hundrede personer støttet op om den underskriftsindsamling, som lokale på Fanø har sat i gang for at hjælpe Abutaleb Jamshid Farjand.

Sagen bliver i øjeblikket behandlet i Udlændingestyrelsen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Trump har ret – vi bør tage os sammen

Anders Vistisen
Danmark bør sigte efter at bruge to pct. af bnp på forsvaret.

Blog: Martin Ågerup ser muslimer uden at se islam

Mikael Jalving
Kultur og islam stikker dybere end til et juridisk eller filosofisk spørgsmål om skyld og ansvar. Kulturer spørger ikke om lov.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her