Fortsæt til indhold
Politik

FN kritiserer Løkkes ghettoplan for diskrimination

Regeringens ghettoplan risikerer at skabe mere racediskrimination mod indvandrere, lyder det fra FN's menneskerettighedschef.

Den har allerede trukket overskrifter i store internationale medier som New York Times, Washington Post og Time Magazine.

Og nu har regeringens ghettoplan også fået kritik fra FN for at være diskriminerende.

Planens mål er, at de såkaldte ghettoområder skal være helt udryddet i 2030, og for at gøre det, introducerer regeringen, at der på en række områder skal gælde andre regler og krav i ghettoområder end i det øvrige danske samfund, blandt andet skal der indføres dobbelt straf for visser typer kriminalitet i særligt hårdt ramte boligområder.

Det er FN’s højkommissær for menneskerettighedskontor, Zeid Ra’ad al-Hussein, der langer hårdt ud efter opdelingen:

»Danmarks nye ”ghettopakke” er enormt bekymrende og risikerer at skabe mere racediskrimination mod personer med indvandrerbaggrund,« skrev menneskeretschefen tirsdag i et tweet, der var tagget med »bekæmp racisme«.

Det er særligt beslutningen om at helt børn fra ghettoområder skal i tvungne vuggestuer, der skaber debat i udlandet. Hvis ikke forældrene har indskrevet børnene i et dagtilbud, når de fylder 1 år, tvinges børnene i et såkaldt »obligatorisk læringstilbud« 25 timer om ugen, hvor der er fokus på dansk sprog og læring om dansk kultur. Nægter forældrene, risikerer de at blive trukket i sociale ydelser af kommunen.

Regeringen havde oprindeligt foreslået 30 timers tvungen institution om ugen, men timetallet skrumpede under forhandlingerne, hvor Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet endte med at stille sig bag en aftale.

Andre dele af ghettoplanen er SF og Radikale også med i.

FN’s Zeid Ra’ad al-Hussein er bekymret for, at udspillet vil føre til yderligere »ghettoisering.«

»Tvangsassimilering risikerer at udbrede racistiske (racial, red.) fordomme og fremmedhad,« skriver han.

I en forsideartikel tidligere på ugen kaldte New York Times de nye ghettoforslag for »barske«, og det amerikanske nyhedsmagasin Time beskrev lovene som »kontroversielle«.

Det er især selve brugen af ordet »ghetto«, der har vakt harme i udlandet. I Danmark har ordet ellers været den officielle term for visse udsatte boligområder siden 2010, hvor den daværende VK-regering indførte den omdiskuterede ghettoliste.

De udenlandske omtaler har mindre fokus på, at alle børn i boligområder på ghettolisten kan få en gratis plads i en daginstitution.