Fortsæt til indhold
Politik

Gravid 48-årig borgmester opfordres til at få abort: »I er forfærdeligt egoistiske«

Benedikte Kiær venter sit andet barn.

»Vi anbefaler dig, at du snarest får en abort.«

Sådan lyder det bl.a. i et brev, der anonymt er blevet sendt til Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), der efterfølgende har delt et billede af det på Twitter.

Anledningen er, at den 48-årige borgmester i starten af marts offentliggjorde, at hun venter sit andet barn til september.

Det er dog tilsyneladende ikke alle, der har nøjes med at gratulere den lille familie med familieforøgelsen.

I brevet bliver Benedikte Kiær og hendes 41-årige mand bl.a. kaldt »store egoister«, ligesom det konstateres, at de »i forvejen har nok børn«.

»Når I færdes med jeres stakkels barn, vil I og barnet blive udsat for, at andre spørger, om barnet har sine bedsteforældre med,« lyder det i brevet.

Som reaktion på brevet og dets indhold spørger borgmesteren på Twitter, om mænd ville have fået samme hilsen, hvis de havde annonceret, at de som 48-årige skulle have et barn.

»Gad vide, om Martin Lidegaard og Klaus Riskær og deres partnere også har fået sådan et hyggeligt brev i deres private postkasse?,« lyder det fra Benedikte Kiær.

Den radikale politiker Martin Lidegaard fik barn som 49-årig, mens iværksætteren Klaus Riskær tidligere på ugen annoncerede, at han skal være far igen i en alder af 62 år.

Med sine 48 år er Benedikte Kiær ældre end gennemsnittet for både første- og andengangsforældre. Førstnævnte er i øjeblikket 29,1 år.

Hun fik sit første barn som 46-årig ved hjælp af fertilitetsbehandling efter at have været ufrivilligt barnløs i otte år.

I Go' aften Danmark har den konservative politiker tidligere på ugen forklaret, at hun efterfølgende fik sendt de resterende nedfrosne æg fra fertilitetsbehandlingen til udlandet, da æggene efter dansk lovgivning ville være blevet destrueret, da hun fyldte 46 år.

Reaktionerne på familieforøgelsen har været mange, har borgmesteren oplyst. Også fra personer, der stiller sig kritisk over for graviditeten med tanke på hendes alder.

»Det, der betyder noget for mig, er min familie og de nære omkring mig. Og jeg vil gerne sige, at jeg i Helsingør kun har oplevet støtte og ikke har mærket den meget kritiske holdning overhovedet. Og hvad Ekstra Blads-segmentet så siger til det, rager mig en høstblomst,« siger Benedikte Kiær til Helsingør Dagblad.