Fortsæt til indhold
Politik

Regeringen og DF har indgået aftale om skattelettelser

VLAK-regeringen og DF er enige om at lette skatten med fem milliarder kroner i 2025. Parterne indfører optjeningsprincipper for dagpenge og kontanthjælp.

Efter de sammenbrudte forhandlinger i december har regeringen og Dansk Folkeparti for kort tid siden indgået en aftale om en ny skattereform, der blandt andet giver skattelettelser til de lavestlønnede.

Blandt andet bliver bundskattesatsen sænket med 0,02 procentpoint. Og frem mod år 2025 bliver skatterne på især arbejde og pensionsindbetaling sænket med fem mia. kr.

Sidste år var bundskattesatsen 10,08 procent.

Resultatet er et godt stykke fra regeringens oprindelige udspil om skattelettelser for cirka 15 mia. kr., og selvom ambitionerne er større, så er både VLAK-partierne og DF tilfredse med resultatet.

Størstedelen af finansieringen kommer de ændringer af pensionssystemet, som regeringen og DF indgik i sommer. Der bruges også penge fra det økonomiske råderum og forskellige andre reserver.

Ifølge regeringens regneeksempler vil en HK’er på mindsteløn få en årlig skattelettelse på 1.850 kr. ud af aftalen, mens en direktør, der tjener over en en mio,. kr. om året, vil slippe 3.150 kr. billigere i skat.

Med aftalen indføres der blandt andet et jobfradrag på 4,5 procent af den årlige arbejdsindkomst over 187.500 kroner. Fradraget har en maksimumværdi på 2.500 kroner og skal ifølge regeringen øge den økonomiske gevinst ved at komme i arbejde.

Parterne har også forsøgt at løse det såkaldte samspilsproblem, der betyder, at det for nogen ikke kan betale sig at spare op til pension.

Et »hovedelement« i aftalen er således et nyt fradrag for pensionsindbetalinger. Fradraget gives til indbetalinger på op til 70.000 kroner årligt og er særligt målrettet mod den periode, hvor samspilsproblemet størst, oplyser Finansministeriet.

Personer, der har mere end 15 år til deres folkepensionsalder, får således et fradrag på 12 procent, mens personer, der er 15 år eller mindre fra folkepensionsalderen, får et fradrag på 32 procent.

Dermed øges incitamentet til at spare op til pension særligt i den sidste del af arbejdslivet.

Aftalen ventes at øge arbejdsudbuddet med i alt 1.350 personer på sigt, siger finansminister Kristian Jensen (V) under præsentationen i Finansministeriet tirsdag eftermiddag.

»De lettelser vi har her, løfter arbejdsudbuddet med cirka 600 personer, og de optjeningsprincipper, vi laver, vil løfte med tilsvarende.«

»Det er ikke så stort, men alligevel nok til, at det kan mærkes, at flere kommer i arbejde.«

»Det er en god hjælp til, at det kan betale sig for mange at gå på arbejde,« siger finansministeren.

Aftalens betydning for udvalgte lønmodtagere

HK’er på mindsteløn:

  • Årlig skattelettelse: 1850 kroner.
  • Lønindkomst: 214.350 kroner
  • Nuværende skattebetaling: 63.800 kroner

LO’er:

  • Årlig skattelettelse: 2100 kroner.
  • Lønindkomst: 360.000 kroner
  • Nuværende skattebetaling: 122.800 kroner.

Funktionær:

  • Årlig skattelettelse: 3150 kroner.
  • Lønindkomst: 521.350 kroner
  • Nuværende skattebetaling: 192.800

Direktør:

  • Årlig skattelettelse: 3150 kroner.
  • Lønindkomst: 1.043.850 kroner
  • Nuværende skattebetaling: 484.400 kroner.

Kilde: Finansministeriet