Overblik: Støjberg skal forklare 13 måneders ulovlig praksis
Støjberg skal torsdag forklare, hvorfor Danmark først 13 måneder efter dom om udvisninger justerer praksis.
Torsdag klokken 12 skal udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på et samråd forklare sig i sagen om udvisning af syge asylansøgere.
Det er Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og SF, der har kaldt ministeren i samråd.
Få her et overblik over sagen, hvor Støjberg beskyldes for at misinformere Folketinget og ignorere en vigtig dom.
13. december 2016
- Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger den såkaldte Paposhvili-dom. Her får en alvorligt syg georgisk mand medhold i, at Belgien ikke kunne udvise ham.
- Dommen sår fast, at det ikke er nok, at der er "generel" adgang til nødvendig lægebehandling og medicin i det land, man udvises til. Adgangen skal være "reel".
- Ifølge en række eksperter forpligter dommen Danmark til i hver konkrete sag at undersøge, om den enkelte har penge til medicinen og bor i nærheden af den.
- Men Danmark ændrer ikke praksis efter dommen. Den danske praksis har siden 2010 været, at man alene har set se på, om medicinen generelt findes i hjemlandet.
5. januar 2017
- I et notat fra Udlændingestyrelsen under Udlændinge- og Integrationsministeriet fremhæver styrelsen sammen med Flygtningenævnet hovedpointerne i Paposhvili-dommen.
2. februar 2017
- Myndighederne i Norge udsender et notat om betydningen for den norske praksis, og i marts offentliggør også Sverige en ændring af retstilstanden på området efter dommen.
3. marts 2017
- Udlændinge- og Integrationsministeriet bliver af en specialkonsulent i Justitsministeriet gjort opmærksom på dommen.
6. april 2017
- I et fortroligt svar til Folketinget skriver Støjberg, at udsendelsen af en hjertesyg afghansk mand er i overensstemmelse med de internationale konventioner. Hun nævner ikke Paposhvili-dommen.
- Afvisningen af at forlænge hans humanitære opholdstilladelse begrundes med, at hans livsvigtige hjertemedicin kan fås i Afghanistan. Men det har ifølge Radio24syv vist sig ikke at passe.
24. april 2017
- Organisationen Refugees Welcome gør Udlændinge- og Integrationsministeriet opmærksom på Paposhvili-dommen.
- Mindst tre gange mere i løbet af 2017 advarer advokater og organisationer ifølge Radio24syv ministeriet om, at Danmark risikerer at udvise syge udlændinge i strid med dommen.
25. april 2017
- Specialkonsulenten fra Justitsministeriet skriver igen til Udlændinge- og Integrationsministeriet - denne gang med en henvisning til en artikel, hvor eksperter skriver, at dommen bør føre til en lempelse af Danmarks praksis.
- I svaret lyder det, at ministeriet er "lagt fuldstændig fladt ned" og har "ikke haft tid til at kigge på den endnu".
7. december 2017
- I Radio24syv mistænker flere eksperter og politikere Udlændinge- og Integrationsministeriet for bevidst at handle i strid med dommen.
19. december 2017:
- En alvorligt syg kvinde fra Armenien klager til Folketingets Ombudsmand over Udlændinge- og Integrationsministeriets sagsbehandling, efter at hun i oktober fik afslag på humanitær opholdstilladelse.
6. januar 2018
- Udlændinge- og Integrationsministeriet meddeler, at udvisningen af afviste asylansøgere med alvorlige sygdomme sættes på pause i fire uger.
- Ministeriet hæfter sig ved, at dommen fastslår, at landenes myndigheder har "en udvidet undersøgelsespligt". Derfor er der "behov for at justere den hidtidige praksis".
- Frem til begyndelsen af november 2017 var der givet 88 afslag på humanitært ophold, viser en opgørelse, som Radio24syv har fået.
Kilder: Radio24syv, Altinget, Information og Ritzau.