Fortsæt til indhold
Politik

Nyt hjemrejsecenter for afviste asylansøgere i Lejre

Hjemrejsecentret skal sende et klart signal om, at det ikke nytter at trække tiden ud, siger Inger Støjberg.

Fremover skal alle afviste asylansøgere sendes til det nuværende Asylcenter Avnstrup i Lejre.

Det bliver nemlig omdannet til landets nye hjemrejsecenter med plads til ca. 600 personer.

Centret er placeret i kort afstand fra de myndigheder, der tager sig af udsendelser, og dermed bliver det nemmere for myndighederne at kontakte og »holde styr på« de afvise asylansøgere.

Således kan man sikre »en hurtig og effektiv udsendelse«, skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

»Nu er det slut med at gå og gemme sig i asylsystemet, og det kommer den enkelte tydeligt til at kunne mærke. På Center Avnstrup vil der blive holdt styr på de afviste asylansøgere, forholdene for dem er mere skrabede, end hvad de er vant til, og så sætter vi alle kræfter ind på at få dem sendt hjem i en fart, så vi kan koncentrere os om dem, der har et reelt beskyttelsesbehov,« siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse.

Det ny hjemrejsecenter, som er landets første, står regeringen og Dansk Folkeparti bag i den nye finanslovsaftale.

Centret bliver bl.a. omfattet af en cafeteria-ordning, som betyder, at beboerne ikke får udbetalt penge, så de selv kan lave mad, men i stedet får serveret mad på faste tidspunkter af døgnet.

Stedet skal være første stop for alle udlændinge, der får endeligt afslag på deres ansøgninger om asyl i Danmark.

»Når en asylansøger får endeligt afslag på asyl, skal vedkommende rejse hjem. Men rejser den afviste asylansøger ikke hjem, skal det straks have konsekvenser. Fremover skal de afviste asylansøgere derfor flyttes til hjemrejsecenteret hurtigst muligt. Dermed sender vi et klart signal om, at man intet opnår ved at forsøge på at trække tiden ud, som vi tidligere har set masser af eksempler på,« lyder det fra Inger Støjberg.

Her kan de blive, indtil de skal rejse, med mindre de nægter at forlade landet. I så fald bliver de frihedsberøvet eller overflyttet til udrejsecentrene Sjælsmark i Hørsholm Kommune eller Kærshovedgård i Ikast Kommune, skriver ministeriet.