»Kræft og kemobehandling har været et vilkår for min skrivning«

Hvorfor skriver du en selvbiografi?

»Jeg skriver erindringer, fordi jeg tror, det kan sige læserne noget om Danmarks overgang fra mangelsamfund til overflodssamfund og samtidig fortælle om de politiske processer i perioden. I Erindringsbogen ”Ritt” gør jeg meget ud af at beskrive, hvor afgørende kolonihaven blev for min bror og mig. Indtil vi fik den, havde vi lidt af forskellige mangelsygdomme og var skravlede. Min opvækst har givet mig en social indignation, som har været bærende i alt mit politiske arbejde.«

På hvilken tid af døgnet skriver du bedst?

»Om morgenen, hvor jeg er frisk og mere ny i hovedet. Men jeg kan nu skrive hele dagen, og det kan godt være bare en lille time, før jeg skal styrte til noget andet.«

Hvor skriver du bedst?

»Hjemme og i sommerhuset, men også på San Cataldo, som er et refugium for folk, der gerne vil have ro til at skrive. Det ligger syd for Napoli og er meget smukt med udsigt til byen Ravello.«

Hvilke overvejelser har du brugt mest tid på undervejs i skriveprocessen?

»I bind 2 af erindringerne ”Valgt” har det været afsnittet om at være statsrevisor. Det var vigtigt for mig at få forklaret, men også svært at gøre det tilgængeligt for læserne. Statsrevisorerne og Rigsrevisionen har en meget vigtig kontrollerende funktion. Og selv i et land som Danmark med meget lidt korruption foregår der kritisable forhold, som det lige nu er blevet dokumenteret med fiskeriet og ”kvotekongerne”.«

Hvilken del af processen – fra første tanke til udgivelse – er sværest?

»Denne gang har det været den påvirkning, det var at få kræft og kemobehandlingen, som jeg har indflettet i bogen, fordi det var et vilkår for min skrivning.«

Hvilken bog anbefaler du oftest til andre?

»Svetlana Aleksijevitj’ ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”. Bogen er en enestående skildring af de mange sovjetiske kvinder, der deltog i Anden Verdenskrig, og som ingen ville kendes ved efterfølgende. Kvinder deltog jo ikke på fronten, som man sagde.«

Hvor mange sider læser du, før du dropper en bog, der ikke umiddelbart fanger dig?

»Jeg overvejer nøje, hvad jeg læser, og læser også bogen færdig. I sommer har jeg fået læst Merete Pryds Helle: ”Folkets skønhed”. Det var en dejlig bog og fuldt fortjent, at hun fik De Gyldne Laurbær. Fordi jeg sammen med min mand var i St. Petersborg i juni, fik jeg også læst ”Dr. Zhivago” af Boris Pasternak. Den gav mig et billede af, hvordan livet i og omkring St. Petersborg havde været. Det var en stor oplevelse at læse den.«

Hvilken bog har du grinet højest af undervejs?

»”Livsmodig” som jeg har været med i sammen med Hanne Vibeke Holst, Anne Linnet og Christine Antorini. Den er skrevet af Gitte Løkkegaard.Vi har bl.a. en sjov diskussion om alder. Der er masser af sjove episoder i den bog.«

Og grædt mest over?

»I min barndom var det ”Frændeløs”. ”Frændeløs” handler om, hvor ondt det kan gå for et barn. Jeg har ikke genlæst den som voksen.«

Hvad er den bedste sætning, du har læst?

»”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det” af Simone de Beauvoir. Det var tidligt, jeg læste hende. Hun var en af frontfigurerne i kvindebevægelsen og blev meget citeret i begyndelsen af 1970’erne, hvor jeg blev valgt til Folketinget, det skriver jeg også om i ”Valgt”. Også hendes bøger ”Mandarinerne” gjorde et stort indtryk på mig, ligesom dem, hun skrev om at blive gammel.«

Hvordan har du det med happy endings?

»Det er kedeligt, fordi det næsten altid er så forudsigeligt ... og de levede lykkeligt til deres dages ende. En god bog skal være som Ferrantes ”Min geniale veninde”, hvor jeg næsten ikke kunne vente på de efterfølgende bøger, fordi jeg ikke vidste, hvordan det ville gå hovedpersonerne.«