Rusland og Nato

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Under overskriften ”Vesten har medansvar for Krim-krisen” (JP, 28. marts) hævder Mikael Jalving med hjælp fra den svenske sikkerhedspolitiske analytiker Mons Krabbe, at Vesten ved at udvide Nato har svigtet Rusland. Påstanden er, at den amerikanske præsident George Bush senior i 1990 afgav et løfte til den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov om, at »Nato ville holde sig ude af Østeuropa«. Løftebruddet giver Vesten et medansvar for Ruslands annektering af Krim. Forestillingen om, at Vesten fra starten har løbet om hjørner med Rusland, er meget udbredt. Den dukker op hos den amerikanske meningsdanner Thomas Friedman i Politiken 11. april som en tilsyneladende plausibel forklaring på miseren i Ukraine. Tesen om Natos svigt hører til den russiske udenrigsminister Sergej Lavrovs yndlingsargumenter og bruges flittigt af andre russere i den sikkerhedspolitiske debat.

Derfor er der al mulig grund til at se nærmere på Natos faktiske udvidelsespolitik, Vestens angivelige kolde skulder til Rusland og den politiske udvikling, som Rusland selv gennemløb i årene efter Sovjetunionens sammenbrud. Hvad angår det famøse ”løfte” om ikke at optage postkommunistiske lande i Østeuropa i Nato, bør man læse den amerikanske koldkrigshistoriker Mark Kramers analyse ”The Myth of a No-NATO-Enlargement Pledge to Russia”, The Washington Quarterly, vol. 32, no. 2/April 2009, s.s. 39-61. Han har gennempløjet alle relevante arkivalier, så med ham kan man roligt konkludere, at løftet i Krabbes gengivelse er en ren ammestuehistorie. Blandt Kramers kronvidner er en amerikansk topembedsmand fra National Security Council med ansvar for forhandlingerne om Tysklands samling, Philip Zelikow. Ifølge ham blev Natos udvidelse ind i Østeuropa overhovedet ikke bragt på bane.

Det er ikke så mærkeligt, for hverken i Nato eller i Sovjetunionen havde man dengang fantasi til at forestille sig en egentlig udvidelse af Nato. Forhandlingerne om Tysklands samling angik alene Tyskland og skulle få Sovjetunionen med på, at den vesttyske Nato-status quo blev udbredt til DDR’s territorium. Formlen blev, at Tyskland som helhed forblev i Nato, men at ikketyske Nato-styrker blev holdt ude af DDR. Det var ”løftet”, der var afgivet for at bringe den sovjetiske militære tilstedeværelse i DDR til ophør. Kramer minder om, at de østeuropæiske dissidenter, der senere blev lokale statsmænd ikke havde øje for Nato, selv om de var bekymret over deres sikkerhedsvakuum. Opmærksomheden gjaldt OSCE, Visegrad-konceptet eller til nød en reform af Warszawapagten. Den måtte dog opløses i 1991 af mangel på legitimitet. Nato improviserede sig igennem de første år efter Den Kolde Krig, overrumplet som man var af den sovjetiske arvefjendes fredelige nedsmeltning. Alliancens strategiske koncept fra 1991 nævner intet om optagelse af nye medlemmer.

Det springende punkt, som mange – heriblandt den aldrende George Kennan – i sin modstand Natos udvidelse – overser som logisk forklaring på Natos langt senere udvidelse, er Ruslands hastige degenerering i retning af neoimperialisme som det, der fik østeuropæerne og balterne til at søge ind i Nato. Tæppet blev trukket væk under den Nato-venlige russiske udenrigsminister Andrej Kozyrev allerede i begyndelsen af 1992. En af dem, der forøvede karaktermord på Kozyrev, var en af præsident Jeltsins rådgivere, den kålhøgne Sergej Karaganov, der i august 1992 offentliggjorde en ”Strategi for Rusland” i dagbladet Nezavisimaja Gazeta. Karaganov mente, at Rusland skulle bruge sine etniske frænder i Ruslands postsovjetiske nabolande som trojanske heste – lig det, der nu omtales som Putin-doktrinen. Altså at Rusland spiller på diasporaens ønsker om ”Ruslands beskyttelse”.

Samtidig med Karaganovs vision for, hvordan Rusland skulle gøre sig til hegemon i det post-sovjetiske nabolag, kom andre Jeltsin-rådgivere – Evgenij Ambartsumov og Andranik Migranjan – frem med deres ”Monroe-doktrin”, der gjorde hele det post-sovjetiske rum til en eksklusiv russisk indflydelsessfære. Så vidt den pæne midte i russisk politik. Hertil kom så et veritabelt kupforsøg fra yderfløjenes side i efteråret 1993, der endte i skyderier mod det russiske parlament. Kupmagerne repræsenterede en særegen blanding af Sovjet-nostalgi og anti-semitisme (general Albert Makasjov). De ville sabotere den planlagte demokratiske forfatning til stor foruroligelse for omverdenen. Det og borgerkrigene i Jugoslavien var baggrunden for Vaclav Havels indlæg i International Herald Tribune 20. okt. 1993, der udtrykte et klart ønske om at indtræde i Nato. Ergo kom initiativet fra de postkommunistiske småstaters egne beslutningstagere og balterne, ikke fra Nato-hovedkvarteret endsige Pentagon eller CIA, som russerne ynder at tro.

Den omstændighed, at Finland, Sverige og Østrig mv. står uden for Nato, taler imod den russiske konspirationsteori, hvortil kommer, at Nato-beslutningstagerne altid har været ret splittede i sagen. Men det, der i tilbageblik ser ud til at have gjort udslaget, er den chokerende politiske fremgang for den russiske storskrydende fascist Vladimir Zjirinovskij ved Duma-valget i december 1993. Uagtet, at der foregik svindel, kom hans parti med den falske liberal-demokratiske varebetegnelse herved ind i varmen, hvor han er forblevet; det ses af hans optræden på Krim i forbindelse med annekteringen. Med sådanne løse kanoner på dækket i Rusland kan man ikke fortænke centraleuropæerne og balterne i, at de søgte ind i Nato. Det, som Nato jo kan tilbyde små og mellemstore stater, er den samme høje sikkerhed, som stormagter tildeler sig selv gennem oprustning og for nogles vedkommende intimidering af svagere naboer. Indadtil i Nato hjalp den amerikanske præsident Clinton med til at skabe et holdningsskift, men man skal frem til september 1995, før en Nato-politik blev formuleret med strategipapiret ”Study on NATO enlargement”.

Natos formelle beslutning om at åbne for nye allierede kom først i 1997 på Madrid-topmødet, hvor det lykkedes vores daværende statsminister Poul Nyrup at få balterne nævnt som kandidater. Den afgørende knast i forhandlingerne var Rusland, som man dog kom nogenlunde overens med blandt andet ved at oprette et Nato-Ruslandforum. Den første runde af optagelse af nye Nato-medlemmer skete i 1999. Det, der spillede ind på Natos eget holdningsskift, var udsigten til via løftet om senere optagelse i Nato at kunne stabilisere de skrøbelige nye demokratier, fx sikre nationale og etniske mindretal ligesom Københavner-kriterierne for optagelse i EU gjorde. For ikke at tirre Rusland unødigt blev de tre baltiske småstater optaget så sent som 2004, dvs. da Putin sad sikkert i sadlen og Rusland var inde i en genopretning. I 2008 var det på tale at give en såkaldt MAP – i praksis et løfte om en fremtidig optagelse i Nato – til Ukraine og Georgien. Men man valgte – klogeligt nok mente jeg dengang og mener jeg stadig – at sige nej. Dog var alene talen herom den udløsende faktor bag den russisk-georgiske krig i sensommeren 2008.

Har Vesten så med alt dette svigtet Rusland? Det kan man mene, men i så fald bør man betænke, at det aldrig har været på tale ikke at give Rusland sæde blandt de permanente medlemmer i FN’s Sikkerhedsråd. Rusland har således fra dag ét som postkommunistisk stat haft afgørende indflydelse på den internationale fred og sikkerhed. Det var Rusland, ikke Kina, der kom med i G7, der herved blev til G8, og Rusland blev optaget i Europarådet under krigen i Tjetjenien. Rusland blev anerkendt som fungerende markedsøkonomi af EU og USA i 2002, hvorimod Kina pænt må vente til 2016. Rusland er med i OSCE, Arktisk Råd, G20 og WTO mv. Indrømmet: Rusland er hverken medlem af EU eller Nato og bliver det heller ikke før i en særdeles hypotetisk fremtid. Men Rusland gør en dyd af at gå sine egne veje, og det er først for nylig – tvunget af Putins brud på folkeretten – at Tyskland og USA har slået bak. Krim-krisen udspringer af en magtkamp mellem Rusland og Vesten om Ukraines geopolitiske forankring, hvor der står meget mere på spil for Rusland end for os. Ukraine selv er voldsomt splittet i det spørgsmål. Det er et problem, som Vesten imidlertid bør have modet til hen ad vejen at gøre til en løsning ved at åbne for en deling af landet ligesom med Tjekkoslovakiet. Ukraine selv ønsker ikke optagelse i Nato, så det akutte problem er primært Ruslands bøllemetoder i Østukraine.