Fortsæt til indhold
Viden

Forskere: Bloddonorer kan sagtens give blod oftere

Men Danmark har i forvejen mange donorer, og prisen er for høj for bloddonorerne, mener andre forskere.

Charlotte Price Persson

Man kan roligt tappe mere blod fra bloddonorer. Sådan lyder konklusionen i et omfattende engelsk studie, som har undersøgt mere end 45.000 bloddonorer. Det skriver Videnskab.dk.

I England kan mænd donere blod hver tredje måned og kvinder hver fjerde, men studiet viste, at der ikke var nogen negativ effekt på hverken livskvalitet, mentalt helbred eller mængden af fysisk aktivitet, hvis blodet blev tappet oftere. Hver anden måned for mænd og hver tredje for kvinder.

I Danmark kan både mænd og kvinder få tappet blod hver tredje måned.

»Studiet tyder på, at hyppigere bloddonation er en potentiel og sikker mulighed for donorerne i England, og giver blodbankerne et kortsigtet valg om at tappe oftere, hvis forsyningen falder, eller efterspørgslen stiger,« siger hovedforfatter John Danesh, professor ved University of Cambridge, i en pressemeddelelse fra tidsskriftet The Lancet.

Læs også: Sådan ser du, om din hund er glad for at se dig

Flere bivirkninger end livskvalitet

De danske forskere Videnskab.dk har talt med er dog ikke udpræget begejstrede for forslaget - blandt andet fordi der er andre bivirkninger ved at donere blod ofte, som af de engelske forskere bliver betegnet som mindre alvorlige.

Det gælder først og fremmest jernmangel, som tidligere forskning gentagne gange har vist er en bivirkning ved at få tappet blod.

Læs også: Jordens undergang: Her er de tre største trusler

»Vores data (Det Danske Bloddonorstudie, red.) viser, at for kvinder i den fødedygtige alder, der donerer med 12 ugers mellemrum, er der faktisk 38 procent af dem, der har svær jernmangel, hvis ikke vi gør noget massivt for at forebygge det. Det er et meget højt tal,« siger den danske professor Henrik Ullum, som arbejder ved Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet, til Videnskab.dk.

I det nye studie ser forskerne ligeledes tegn på, at de hyppigere tapninger resulterer i jernmangel, hvilket blandt andet viste sig i mere træthed, åndenød og besvimelse hos donorerne. Jernmanglen gav sig dog ikke udslag i lavere livskvalitet hos donorerne og blev derfor ikke kategoriseret som en »alvorlig bivirkning« i studiet.

Læs også: Dyrkere af dominans-sex har det bedre end andre

Kommentar: Vi kan ikke bede om den ekstra pris

I en kommentar til studiet skriver en amerikansk forsker dog, at vi ikke kan være bekendt at bede folk om at »betale den ekstra pris« at komme til at mangle jern.

»Bloddonorer stiller allerede livreddende ressourcer af blod til rådighed gennem deres altruistiske donationer og bør ikke blive bedt om at betale den ekstra pris i form af jernmangel. Blodcentre har i dag de nødvendige redskaber til at monitorere deres donorer og justere deres donationsintervaller eller give jerntilskud,« skriver professor Edward Murphy fra University of California i San Francisco i forbindelse med udgivelsen af det nye studie.

Det er Henrik Ullum fuldstændig enig i.

Af samme årsag vil han ikke på baggrund af det nye studie mene, at det er en god ide at sætte tappefrekvenserne op. Særligt ikke fordi man i England ikke vil give patienterne jerntilskud af frygt for at sygeliggøre dem og tage arbejde fra de praktiserende læger.

»De engelske forskere foreslår at sætte tiden mellem donationer ned for både mænd og kvinder – mænd længere ned end vores og kvinder til vores niveauer – men hvis man ikke samtidig giver jerntilskud, vil jeg sige, at der skal være længere perioder mellem tapning,« siger Henrik Ullum, som også er tilknyttet Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk