Fortsæt til indhold
Viden

Ny spiselig plante er for første gang dukket op i Danmark

Planten har slået rødder i Nordjyllands klitter.

En lille men opsigtsvækkende plante med smalle, tykke blade og små gule blomster er pludselig dukket op i klitterne ved Rubjerg Knude i Nordjylland.

Selvom den spiselige plante mest vokser i landene omkring Middelhavet, har den allerede et dansk navn: Stranddild.

Artens spontane indtog i dansk jord betyder, at stranddild har status af en dansk hjemmehørende art, skriver Miljøstyrelsen, der har opdaget planten og registreret den i Danmarks Miljøportal.

»Det er meget sjældent, at en ny plante finder vej til Danmark af sig selv. Normalt dukker nye planter op, fordi deres frø bliver spredt med biler og godstraffik, men stranddild ser ud til at have nået den jyske vestkyst ved hjælp af havstrømme,« siger biolog Tage Burholt fra Miljøstyrelsen.

Planten bruges typisk som ingrediens i salater i Storbritannien, hvor den kaldes "samphire". Den er fundet fire gange i Norge og vokser desuden i Sydengland.

Før man farer ud for at plukke stranddild til aftensmaden, er det dog værd at vide, at der i Danmark kun er fundet ét eneste eksemplar.

»Hvis man har lyst til en skål salat med stranddild, skal man nok vente nogle år. Ellers risikerer man, at stranddilden meget hurtigt forsvinder igen,« siger Tage Burholt.

Planten, der altid vokser nær kysten, er fundet i et »ret utilgængeligt« område ved Rubjerg Knude, skriver Miljøstyrelsen. Den kan potentielt sætte frø og sprede sig og trives i Danmark grundet de senere års mildning af klimaet.