Ny teori løser (måske) mysteriet om Stonehenge
En gravplads bygget af kæmper ved hjælp af alienteknologi? Teorierne om Stonehenge er mange og fantasifulde. Ny teori peger på, at det mystiske stenmonument kan have været en database med livsnødvendig viden.
Stonehenge har igennem tiden pirret nysgerrige sjæle, og mange har forsøgt at løse dets mysterium:
Hvorfor placerede datidens mennesker et gigantisk stenmonument på en mark i Sydengland?
Teorierne spænder fra aliens til arkæologisk arbejde, der viser, at det 4.500 år gamle Stonehenge var en gravplads.
Nu har en ny teori set dagens lys i den populærvidenskabelige bog ’The Memory Code’, der netop er udkommet i Europa. Det skriver Videnskab.dk.
»Stonehenge var en database af viden for oprindelige folk og blev brugt til at huske vigtig viden om planter, jagt, navigation og senere omkring landbrug,« siger Lynne Kelly, bogens australske forfatter, om sin teori til Videnskab.dk.
Læs mere på Videnskab.dk: Ny fascinerende viden om Stonehenges oprindelse
Kelly er tilknyttet La Trobe University i Australien som æresforsker og har en ph.d. i filosofi fra samme universitet. Den nye bog er en populær version af hendes ph.d.-afhandling og videnskabelige bog om emnet.
Billigere end en psykiater
Mens det moderne menneske bøvler med at huske telefonnumre, kan stenaldermennesket have været i stand til at memorere et højt antal af spiselige planter og jagtfif.
Lynne Kelly argumenterer for, at vores forfædre gjorde brug af huske-teknikker til at opnå encyklopædisk viden. For eksempel mener hun, at de opførte historier eller sange ved Stonehenge og brugte indgraverede genstande eller sekvenser af store sten i landskabet med det formål at memorere.
Vi kender også den slags huske-teknikker i dag. Eksempelvis kan man i sejlklubben lære at binde et pælestik ved hjælp af en lille historie om, at slangen (som er tovet) først stikker hovedet op af søen, og sa? skal den rundt om træet og ned i søen igen.
Læs også: Teori om ’svensk Stonehenge’ udløser debat
Det er lignende tricks, som vores forfædre, ifølge Lynne Kelly, gjorde brug af. Hendes teori bygger på andres arkæologiske undersøgelser af blandt andet indgraveret keramik, fundet ved Stonehenge, og på antropologiske undersøgelser af huske-teknikker fra oprindelige folk.
Lynne Kelly fik idéen til teorien for 10 år siden, da hun gik rundt i Stonehenge som turist, men der skulle gå mange år, før hun begyndte at forfølge den akademisk.
»Det var min mand, der er arkæolog, og som troede på min ide med det samme, der sagde, at det var billigere at rejse til England igen og tale med Stonehenge-eksperter, end hvis jeg skulle gå til en psykiater,« fortæller Lynne Kelly og griner.
Efter timers samtale med en Stonehenge-ekspert fik hendes forslag det bla? stempel, der banede vej for hendes forskning i Australien.
Læs også: Arkæologer finder storebror til Stonehenge under Jorden
Stenaldermanden var klogere, end vi tror
Claus Clausen, der er ph.d i astrofysik og har forsket i en kombination af astronomiske observationer og arkæologi, er overordnet set enig i bogens konklusioner.
»Man kan sige, at stenaldermanden var klogere, end mange tror,« siger han. Han forsvarede sidste år sin ph.d. ved Niels Bohr Institutet om jættestuer, gravhøje fra stenalderen, og en mulig brug af en månekalender i den yngre stenalder.
»Den nye bog viser fint, at vi ikke har brug for flyvende tallerkner og andre mystiske forklaringer på Stonehenge. Alt peger på, at Stonehenge og for eksempel jættestuerne er bygget af rationelle grunde, og også at de havde mange forskellige funktioner for stenaldermennesker. Stonehenge var måske både en gravplads og et erindringsrum for vigtig viden,« siger han.