Derfor er klovne så skræmmende
Mange har haft et ambivalent forhold til klovne, længe inden den uhyggelige klovne-trend brød ud på de amerikanske gader.
Skrækindjagende klovne har i flere måneder terroriseret indbyggerne i mange amerikanske delstater, og nu er klovne-moden også kommet til Danmark.
I USA har klovnene efter sigende forsøgt at lokke børn og kvinder med sig langt ind i skovene. Bevæbnet med knive og macheter har de angiveligt jagtet adskillige personer, og deres truende adfærd har skræmt flere bilister.
Men det er langt fra noget nyt, at klovne gør folk utrygge.
Ifølge en amerikansk psykologiprofessor udnytter gerningsmændene et gammelt had-kærlighedsforhold til klovne og en fundamental skræk og rædsel, som mange børn og en hel del voksne oplever i klovnenes nærvær. Det skriver Videnskab.dk.
Seriemorder i klovnekostume
Faktisk viser et britisk studie afslørede i 2008, at kun ganske få børn faktisk bryder sig om klovne.
»Studiet konkluderede også, at det absolut ikke er med til at skabe en omsorgsfuld stemning, når vi pynter hospitalernes børneafdelinger med billeder af klovne; faktisk lige det modsatte,« fortæller Frank T. McAndrew, der er professor i psykologi ved Knox College i Illinois, USA.
Læs også: Derfor er robotter og klovne så uhyggelige
Professoren forklarer, at klovnelignende væsner har eksisteret i flere tusind år. Narren og klovnen har historisk set været et redskab brugt til satire og til at gøre nar ad magtfulde mennesker.
Den uhyggelige klovn kom virkelig til sin ret, efter at seriemorderen John Wayne Gacy blev pågrebet i 1978. Gacy optrådte til børnefødselsdagsfester som 'Pogo the Clown' og malede også jævnligt billeder af klovne.
»Da myndighederne opdagede, at han havde dræbt mindst 33 mennesker og begravet de fleste af dem i krybekælderen i sit hjem i en forstad til Chicago, blev forbindelsen mellem klovne og farlig psykopatisk adfærd for evigt fikseret i amerikanernes kollektive underbevidsthed,« fortæller Frank T. McAndrew.
Efter John Wayne Gacy begyndte filmindustrien i Hollywood at udnytte folk dybtliggende ambivalens over for klovne i blandt andet Stephen King-filmen fra 1990 'It', hvor den skrækindjagende klovn Pennywise huserer.
Læs også: Videnskabs-TV: Hvorfor er zombier og vampyrer så uhyggelige?
Vi ved aldrig, hvor vi har klovnen
Frank T. McAndrew står bag det første studie, der omhandler den uhyggefornemmelse, som klovnene ofte ender med at give, selvom de normalt blot leverer vittigheder og drengestreger.
1.341 frivillige forsøgsdeltagere i alderen 18 til 77 år udfyldte en online-spørgeundersøgelse om, hvordan de mener, at en uhyggelig person ser ud og opfører sig, og hvilke erhverv og hobbyer de anser som de mest uhyggelige.
Resultaterne indikerer, at de mennesker, vi opfatter som uhyggelige, er langt mere tilbøjelige til at være mænd end kvinder. Desuden er uforudsigelig en afgørende komponent.
»Usædvanlige eller mærkværdige fysiske karakteristika som udstående øjne, et mærkeligt smil eller uforholdsmæssigt lange fingre får ikke i sig selv os til at opfatte en person som uhyggelig. Men tilstedeværelsen af mærkværdige fysiske egenskaber kan forstærke andre skræmmende tendenser, som personen måske udviser, eksempelvis vedvarende at styre samtalen mod ejendommelige seksuelle emner eller måske en modvilje mod at forstå reglerne om at bringe krybdyr med ind på kontoret,« fortæller Frank T. McAndrew.
I lyset af undersøgelsesresultatet er det ikke overraskende, at mange finder klovnene skræmmende, mener han.
»Når vi interagerer med en klovn, kan vi aldrig vide, om vi får smidt en flødeskumskage i hovedet eller bliver offer for endnu en ydmygende narrestreg. Klovnens yderst usædvanlige fysiske egenskaber - parykken, den store røde næse, makeuppen, den besynderlige beklædning - forstørrer yderligere usikkerheden om, hvad klovnen kan finde på,« forklarer Frank T. McAndrew.