Fortsæt til indhold
Viden

Stephen Hawking støtter ambitiøst mål om at nå nyt stjernesystem: »Det kan ske inden for 30 år«

Rumskibe på størrelse med en chip skal nå længere ud end noget andet fartøj tidligere har gjort.

Det lyder muligvis for vildt til at være sandt, men nu giver den verdenskendte stjernefysiker Stephen Hawking sit ord på, at rumforskere vil nå en markant milepæl inden for en overskuelig fremtid.

Med over 600 millioner kroner i ryggen skal et forskningsprojekt udvikle små ”rumskibe” på størrelse med en computerchip, der skal rejse trillioner af kilometer ud i rummet - længere end noget andet rumfartøj tidligere har gjort.

På den måde vil man nå ud til et andet stjernesystem i jagten på en planet, der ligner Jorden, hvilket kan være med til at redde menneskeheden,« ifølge Stephen Hawking.

»Hvis vi vil overleve som art, så bliver vi i sidste ende nødt til at sprede os ud mod stjernerne,« siger han ifølge BBC.

»Der er ingen større højder at udforske end stjernerne. Det er dumdristigt at lægge alle sine æg i en skrøbelig kurv. Livet på Jorden er truet af astronomiske forhold som asteroider eller supernovaer,« fortsætter Stephen Hawking.

Projektet ved navn »Breakthrough Foundation« er sat i gang af milliardæren Yuri Milner og er bl.a. støttet af Facebook-grundlægger Mark Zuckerberg. Flere iagttagere mener, at planerne er for ambitiøse, men Stephen Hawking mener, at drømmen kan blive en realitet »inden for 30 år«.

Der er dog en række udfordringer, inden det bliver muligt at sende små »rumskibe« ud i rummet. Det kræver bl.a. små kameraer og sensorer, der kan passe ind i den lille chip og være stærke nok til at modstå trykket i rummet samt sende billeder og information om det nye stjernesystem tilbage til Jorden.

Planen er at sende tusindvis af de små chips ud i rummet med et såkaldt solsejl på hver, som minder om sejlet på en båd, men er båret af lyset frem for af vind.

Flere forskere mener, at der er store udfordringer forbundet med planen, men at det er muligt at gennemføre det inden for den næste generation.

En af dem er professor sir Martin Sweeting fra The Surrey Space Centre, der for 30 år siden stiftede et firma, der bl.a. gjorde satellitter mindre.

»Meget af det, vi gjorde i 1980’erne, blev set som meget skørt, men nu er små satellitter ren standard. Det her projekt lyder lige nu skørt, men teknologien har rykket sig så meget, så det ikke længere er skørt, men bare svært,« siger han ifølge BBC.

Stephen Hawking er bl.a. berømt for sine banebrydende teorier om de sorte huller i rummet.