Kan farveblindhed kureres?
Brevkasse: Hvorfor har mænd en større risiko for at blive farveblinde end kvinder?
Hvorfor har mænd en større chance for at blive farveblinde end kvinder? Kan man kureres for farveblindhed, når man kan så meget andet i dag med laserbehandling til nær- og langsynethed samt bygningsfejl?
Venlig hilsen Oliver Regisnoh, København
Viden har talt med Michael Larsen, professor og overlæge, dr.med. ved Øjenklinikken, Rigshospitalet-Glostrup og Københavns Universitet:
»Farveblindhed kan have flere forskellige former. Farveblindhed er, når en person har begrænset evne til at skelne farver fra hinanden.
Først og fremmest fungerer vores evne til at se farver ved, at øjnene kan skelne mellem tre farver: rød, grøn og blå. Når lyset rammer nethinden, rammes de farvefølsomme neuroner (nerveender) kaldet tappe. Lyset stimulerer kemiske reaktioner i disser celler via farvesensitive stoffer. Dette gør, at vi kan skelne mellem farver og sende informationen gennem synsnerven videre til hjernen.
Arvelig farveblindhed, som er den almindeligste form for farveblindhed, skyldes fejl i et protein, som er programmeret ind på X-kromosomet. Kvinder har to X-kromosomer. Mænd har kun et. Ét fungerende gen på ét X-kromosom er nok til at have normalt farvesyn. Derfor er farveblindhed sjældent hos kvinder.
Ca. 8 pct. af danske mænd er medfødt farveblinde, hvorimod under 1 pct. af danske kvinder er farveblinde fra fødslen. Den arvelige farveblindhed er oftest grøn/rød-farveblindhed. Man kan dog også være født som farveblind over for blå, men det er yderst sjældent.
Man kan også erhverve sig en farveblindhed. Dette kan opstå ved skade på nethinden eller synsnerven gennem enten forkalkninger på nethinden, AMD (Aldersbetinget maculadegeneration) og betændelse i synsnerven (Opticus neuritis). Den mest udbredte farveblindhed er blå/gul-farveblindhed, og ét øje er oftest mere ramt end det andet.
Farveblindhed skyldes en fejl i et protein i nethindens lysfølsomme celler. Behandling for farveblindhed vil kræve genterapi. Det er ikke utænkeligt, at det vil blive tilgængeligt, når man en dag er nået i hus med at lave genterapi på alvorlige nethindesygdomme, som fører til blindhed.«
Fakta:
Der findes to slags nerveceller på nethinden: stave og tappe. Der findes tre typer tappe (rød, blå og grøn), der i samarbejde producerer alle tænkelige farver. Hvis tappe, der stimuleres af grønt lys, bliver stimuleret samtidig med tappe, der stimuleres af rødt lys, vil vores hjerne opfatte det som en gul farve. Hvis alle tappe bliver stimuleret lige meget, opfatter vores hjerne en hvid farve. I et optimalt fungerende øje, hvor alle lyssensitive stoffer er til stede, kan mennesket skelne mellem flere hundrede forskellige farver.
Farveblindheden kan være i mere eller mindre grad. De fleste farveblinde har en nedsat evne til at skelne mellem forskellige farver eller nuancer. Komplet fravær af farvesansen (akromatopsi), hvor alle tre synspigmenter er inaktive, er yderst sjælden. Graden af farveblindhed plejer at være stabil hele livet igennem uden at ændre sig. Ligeledes plejer farveblindheden at være på begge øjne.