Teknologisk udvikling bag atleternes resultater

Den 20. juli 1984 skabte østtyske Uwe Hohn ravage i atletikverdenen. På Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark i Berlin sendte han nemlig sit spyd ud på 104,80 meter, og ud over at være verdensrekord var kastet så langt, at det næsten ikke kunne være på en fodboldbane.

Spydkast, en populær disciplin, kunne derfor se frem til at blive forvist fra de stadioner, hvor de øvrige atleter optræder. Men det internationale atletikforbund, IAAF, nedsatte derfor en komité, der skulle finde en løsning. Den blev at flytte spyddets tyngdepunktscenter fire cm fremad. Tiltaget skulle ifølge matematiske modeller forkorte kastene med ca. 10 pct., hvilket i praksis viser sig at være korrekt. Det længste, der er kastet med den nye type, er de 98,48 m, den tjekken Jan Železný nåede ud på i 1996.

Netop spyddet er et af de atletikredskaber, der gennem tiderne har gennemgået flere ændringer, selv om grundformen mere eller mindre er den samme, som mennesket begyndte at benytte til jagt for mange tusinde år siden – og som de gamle grækere i år 708 f.Kr. gjorde til en del af de oprindelige Olympiske Lege. Op til Anden Verdenskrig benyttede man således spyd af aske- eller birketræ påsat en spids af stål, men i dag skal spyddene være lavet af metal og veje 600 gram hos kvinderne og 800 hos mændene.

Engelsk konge var hammerkaster

Det atletikredskab, der gennem tiderne har ændret sig mest, er dog utvivlsomt den hammer, der benyttes af hammerkasterne. Ifølge overleveringerne blev konceptet bag hammerkast lanceret af den keltiske kriger Culchulainn, der ca. 2.000 år f.Kr. tog fat i akslen til et vognhjul og slyngede hjulet af sted. I 1400-tallets Skotland begyndte man at kaste med smedehamre i konkurrencer, og kilder fortæller om den engelske konge Henrik VIII som deltager i en lignende konkurrence i første halvdel af 1500-tallet.

Hammeren, som den ser ud i dag, blev udtænkt i 1800-tallet, og i dag kaster man med en rund metalkugle påsat en ca. en meter lang metalwire med et håndtag. Mænd benytter en kugle på 7,26 kilo, mens kvinder benytter en af slagsen på 4 kilo, akkurat som tilfældet er i kuglestød.

De Britiske Øer spiller dog også en rolle for udviklingen af kuglestødsdisciplinen. Det var dog de gamle grækere, der først begyndte at konkurrere i at smide store sten så langt væk som muligt, men i 1600-tallet begyndte engelske soldater i et anfald af kedsomhed at vædde om, hvem der kunne støde eller kaste længst med en kanonkugle på 16 pund – svarende til de 7,26 kilo, som både kuglestøds- og hammerkastkuglen vejer hos mændene. I det 19. århundrede blev kuglestød til en disciplin i de skotske Highland Games i en version, der minder om den, der i dag bruges ved atletikstævner.

Også det sidste af kasteredskaberne ved VM i atletik, diskossen, stammer i sportslig forstand fra Grækenland, hvor man første gang kaster med redskabet ved De Olympiske Lege i 708 f.Kr. Diskosserne var i begyndelsen lavet af sten, men efterhånden brugte man jern, bly eller bronze. I de seneste 25 år har en meget stor del af kasterne benyttet diskosser udviklet af danske Palle Densam, der bl.a. benytter plasticmaterialer.

Nye materialer betød store ændringer

Kunstige materialer har også fundet vej til stangspringskonkurrencen, hvor nutidens stænger er fremstillet af kul- eller glasfiber. At benytte en stang til at springe over noget, f.eks. en å, har været kendt siden Antikkens Grækenland, men vi skal frem til 1850’erne for at finde forløberen for stangspring, som vi kender det i dag. Både i Tyskland og England dyrkede man på den tid stangspring, og det skete med stænger af bambus, et materiale, der blev benyttet frem til 1940’erne. Her gik man over til stålstænger, før man i slutningen af 1950’erne kunne udnytte den teknologiske udvikling og skifte til glasfiber, der senere har fået følgeskab af kulfiber.

Den teknologiske udvikling har også haft enorm betydning for det største “redskab” ved VM i atletik, nemlig selve banen, der er fremstillet af en såkaldt termoplastisk polyurethan, der har gummiagtige egenskaber. Materialet er nemlig udviklet sådan, at det opfanger atletens energi og sender denne retur, så afsættet bliver forstærket. Et andet vigtigt element ved banen er, at den sikrer en jævn overflade, der er ens alle steder.

Polyurethan blev opfundet under Anden Verdenskrig af tyskeren Otto Bayer, fordi tyskerne under krigen ikke kunne få gummi fra Sydøstasien. I slutningen af 1950’erne begyndte firmaet 3M at arbejde med polyurethan som underlag, men det var ikke atletikken, men hestesporten, der var det oprindelige mål. At det var 3M, der fremstillede de første atletikbaner af denne type, hænger stadig ved, da banerne typisk kaldes Tartan-baner. Tartan er imidlertid et af firmaets varemærker, og der er i dag mange andre firmaer, der producerer atletikbaner af polyurethan.

Første gang, en atletikbane af polyurethan blev benyttet ved et stort mesterskab, var ved OL i Mexico i 1968. Indtil da havde man benyttet cindersbaner, der imidlertid var både ujævne og uensartede.