Verdenspremiere: Superstjernes udfordrende selfie-bog vækker debat

34-årige Kim Kardashian West blev for alvor kendt i 2007, da folk så de første billeder af hende forfra og bagfra i reality-showet ”Keeping up with the Kardashians”. Berømmelsen tog til, da hun samme år blev set oppefra, nedefra og nøgen i en lækket sexvideo med ekskæresten, sangeren Ray J.

Men det er ikke de dybe tanker indefra - bag de brune dådyrøjne - der har gjort Kim Kardashian til en af verdens største kendisser. Det er billeder. Masser af billeder. Og frem for alt: Selfies (selvportrætter taget med smartphones, red.).

Derfor kan det ikke overraske, at den billedbårne berømthed den 5. maj udgiver bogen ”Selfish” (selvisk, red.), der er 352 sider lang og ikke indeholder andet end selfies. Jyllands-Posten har fået lov til at vise seks billeder fra bogen, som figurerer løbende igennem artiklen.

Kim Kardashian er galionsfiguren på selfie-bølgen, der kun synes at have vokset gennem de senere år, og hun bliver ofte tituleret »Dronningen af Selfies«. Selvportrætterne deler hun jævnligt med sine millioner af fans på sociale medier. På Instagram alene har hun 31 millioner fans og er dermed den med flest på platformen.

Man kan sige, at hun er sin egen Paparazzi-fotograf, for så snart hun har delt et billede via de digitale platforme, så går de verden rundt - særligt hvis hun figurerer halvnøgen på dem. Og selvom hun (ifølge den skrivende journalist) ikke kan afvises at have nogle ret åbenlyse og sært dragende, dukke-agtige kvaliteter, så er den massive dækning af hendes liv, særligt udenlandske gossip-medier, opsigtsvækkende. Her tænkes på hendes liv som i livvidde - ikke hendes egentlige liv. Dækningen af hendes krop er så markant, at man ledes til at tro, at gossip-medierne ansætter individuelle journalister til det ene formål at dække enkelte kropsdele: En journalist dækker bagdelen, en anden taljen, en tredje ansigtet og en fjerde brysterne. 

Hun er er i dag en af verdens største stjerner, netop kommet på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer, og hun er vel om nogen en ”social medie superstjerne” grundet en karriere, der i høj grad får liv gennem hendes delinger via sociale medier.

Brandet som ekstrem selvdyrker har hun udnyttet i talrige forretningshenseender. Blandt andet i app-spillet ”Kim Kardishian: Hollywood”, der har toppet download-listerne i App Store, og som har indtjent hende millioner af dollars. I animations-spillet får almindelige dødelige lov til at prøve, hvordan det føles at leve hendes stjerneliv på de røde løbere. Hendes image som selfie-superstjerne har hun desuden gjort brug af for nylig i en reklamekampagne, lavet af telekommunikationsfirmaet T-mobile. I reklamen, der kan ses nedenfor, giver hun selfie-tips og viser, at hun også besidder lidt ironisk distance til sin egen selvdyrkelse. Hun råder blandt andet folk til at tage 300 selfies på smartphonen for derefter at udvælge det ene, der skal deles.

Men egentlig er det ret åbenlyst, hvorfor Kim Kardashian deler selfies som en gal på sociale medier. Hendes karriere baserer sig på dem. Så spørgsmålet bliver i højere grad, hvorfor alle vi andre også er så besatte af selfies? Findes der mere nuancerede forklaringer på fænomenet end at vi lever i en selvoptaget, narcissistisk kultur, hvor vi konstant higer efter anerkendelse?

Selfies markerer kulturelt skifte

Ikke hvis man spørger internetkritikeren Andrew Keen, der skriver om selfies i sin nye bog ”The Internet Is Not The Answer” fra 2015. På den ene side erkender han -  med reference til den græske myte om den smukke Narcissus, der forelskede sig i sit eget spejlbillede - at narcissisme altid har været et problem. Myten har altid mindet os om, at vi ikke i en uendelighed skal stirre på os selv, fordi det leder til døden.

Alligevel repræsenterer selfies i dag et ”markant kulturelt skifte,” forklarer han. Hvorend vi går, tager og deler vi billeder af os selv. New Yorks zoologiske have har i 2014 forbudt folk at tage selfies foran tigerne, fordi folk i deres iver efter imponerende selfies er kommet til skade. Folk går på museer og ser ikke på Rembrandts store værker - de tager i stedet billeder af sig selv foran dem, som om billederne bliver mere værdifulde, hvis de selv er med. Folk tager selfies til begravelser og rige børn tager selfies, der foreviger deres forkælede livsstile.

”Så vi har mistet evnen til at distancere os selv fra dybere ting i livet. At forstå at verden ikke drejer sig omkring os. I min bog joker jeg med, at vi er taget tilbage til et præ-koperniansk univers, hvor verden drejer sig omkring os - eller måske nærmere omkring selfien. Men joken er ikke så sjov længere, hvis du ser på den måde, hvorpå selfies er forbundet til vores økonomi og måden, hvorpå selfies frarøver os magt og giver den til enorme firmaer,” fortæller Keen og tilføjer: ”Selv-reklameringen er pinlig. Både for os selv og for menneskeracen”.

Selfies er den logiske konklusion på ”Den Personlige Revolution” over de seneste 25 år i hvilken alt er degenereret til det umiddelbare, intime og frem for alt det selvoptagede.

Konsekvensen af den øgede selvoptagethed er, at vi mennesker mister evnen til at organisere. Før i tiden organiserede vi fagforeninger - nu organiserer vi på vores telefoner. Keen finder i vores selfie-fiksering forklaringen på, at revolutioner båret af sociale medier, såsom Det Arabiske Forår og Occupy Wallstreet, aldrig slog igennem. For eksempel bestod Occupy-bevægelsens hjemmeside af et kludetæppe af individuelle historier i små bokse, som hver især fortalte én individuel historie om, hvordan samfundets 99 procent blev udnyttet af de 1 procent på toppen af kransekagen.

”Alle skulle have deres egen unikke historie og ingen lyttede til de andres. Så når du lagde de 99 historier sammen, blev de meningsløse. Så vores selvtagede kultur fratager os magt, mens store økonomiske kræfter skaber en mindre og mindre overklasse af ekstremt magtfulde firmaer som Facebook og Google,” fortæller han.

Vi er blevet mere visuelle

Hvis man nyder at tage selfies og finder Andrew Keens kulturkritik nedslående, kan man finde trøst hos amerikaneren Scott. W Campbell, der forsker i mobilteknologi ved Michigan University, USA.

Han anerkender, at en delvis forklaring på selfiens opblomstring i de senere år kan tilskrives narcissime, men mener også, at der er andre dynamikker på spil.

En vigtig forklaring er, at vi som kultur er blevet langt mere visuelt orienteret. Da computer-medierede samtaler var nye, op gennem 1980’erne og 1990’erne, var kommunikationen i høj grad tekstbaseret. Folk brugte kolon, bindestreg og paranteser til at lave smileys. Det har ændret sig i dag, hvor blandt andet smartphones med indbyggede kamera har været en ”kæmpe game changer”, forklarer professoren.

Så mange tager i virkeligheden selfies for at være mere økonomiske med deres tid. I stedet for at bruge lang tid på at beskrive på tekstform, hvordan vi har det, og hvor vi befinder os, så kan vi tage et hurtigt billede og dele det via sociale medier.

”På den måde kan du sige, at selfies er en genvej. En selfie kan fortælle dit netværk det, du ville have beskrevet på tekstform på en hurtigere og mere engagerende måde. Desuden en måde, som nogen nok også finder mere interessant.”

En anden grund til selfies udbredelse er ifølge Scott W. Campbell, at fotografering er langt mere interessant end det plejede at være. Traditionelt tænkte vi på billeder som en måde, hvorpå vi kunne arkivere særlige øjeblikke i vores liv. Billeder var noget man gemte og holdt fast i. Men når billeder ikke skal fremkaldes og vi på det nærmeste kan tage et ubegrænset antal, ændrer dette sig. 

”I vor tids visuelle kultur handler billeder ikke kun om at arkivere. Når vi tager selfies eller billeder af mad, så er det en måde at streame vores liv på. Så billedtagning betyder ikke længere, at vi har i sinde at beholde dem og give dem videre om ti år.”

Det er blandt andet derfor, at tjenesten Snapchat, som tillader tidsbegrænsning på afsenderbillleder, er så populær, forklarer han. I forlængelse heraf bemærkede den nu afdøde New York Times-journalist David Carr, i en kronik fra januar 2015, følgende besynderlighed ved Snapchat: ”Det faktum, at fotos og videoer forsvinder er ikke en fejl. Det er en feature.”  

Selfies giver nyfunden kontrol

Ifølge Dave White fra Oxford University, der leder Technology Assisted Lifelong Learning Research and Development Group, er der meget andet på spil end narcissisme i forhold til selfies. Den meget offentlige natur i moderne, digitalt fotografi - det faktum at vi deler personlige billeder via sociale medier - har ledt til et markant skifte i magtforholdet mellem fotografen og subjektet på et pågældende billede. De, der bliver fotograferet, føler langt større ejerskab over billedet, de figurerer på. Typisk tager en person et billede af en, og derefter vil den fotograferede kræve at se billedet, fordi det er muligt at se øjeblikkeligt.

Så vi har i dag forstået, at når nogen tager et billede af os, så mister vi kontrol på en måde, som vi ikke gjorde, da det blev arkiveret i et fysisk album. I dag kan det blive delt på internettet. Så folk kan kigge på et givent billede og sige: ”Jeg synes ikke, at det repræsenterer mig. Slet det og tag et nyt.”

Sagt helt højpandet ”hyper-kuraterer” vi vores personlige image, mener Dave White, og deri finder vi i høj grad motivationen for at tage selfies. Ud over at man med en offentligt delt selfie siger: ”Her er jeg. Jeg var en del af dette øjeblik”, så er selfies nemlig også populære, fordi de repræsenterer de få øjeblikke, hvor folk i dag har total kontrol over deres eget billede. Man kan tage selfien igen og igen, indtil man føler sig tilfreds med den version af sig selv, man deler med netværket. Selfies handler således mere om kontrol end forfængelighed.

Vi føder vores underbevisthed

Psykologi-professoren Linda Henkel fra Fairfield University, Connecticut, USA, forsker i forholdet mellem digitale billeder og hukommelse. Ifølge hende er selfies udtryk for flere ting. Først og fremmest henviser hun til et psykologisk fænomen, der kaldes ”implicit egoisme”. Mennesker kan generelt godt lide sig selv, og vi kan godt lide ting, der minder os om os selv. For eksempel har vi en tendens til at kunne lide ting, der starter med det samme bogstav som vores fornavn mere end ting, der ikke gør.

”Og det er den der sjove effekt, som billeder af os selv kan producere. Ved at kigge på dem, kan det give os en masse positive oplevelser.”

Hun påpeger dog, at selfie-trenden også rummer en slagside. Nogle få bliver utroligt opmærksomhedskrævende. De er usikre på sig selv og tager selfies for at få bekræftelse fra omverdenen.

”Men selv når de får den bekræftelse, og folk fortæller dem, at de er smukke, så føler de sig stadig ikke tilfredse. De synes stadig, at deres læber er for fyldige, deres øjne er for skæve eller at de er for tykke - lidt som en anorektiker, der ikke ser sig selv som tynd.”

Desuden mener hun, at vi lever i en kultur, hvor der er en stor fokus på overflade. På sociale medier er der en tendens til, at folks kommentarer på billeder altid lyder på ”Wow! Du ser smuk ud! Du har slet ikke forandret dig!”. Men sandheden er, at vi mennesker forandrer os. Vi bliver ældre.

”Ingen kommenterer: ”Wow! Det ligner, du har taget 15 pund på”. Vi tænker det måske, men vi siger det ikke. Så i virkeligheden bliver vi ved med at underbygge et selvbillede, der måske ikke længere passer.

Vi skal særligt være bekymrede over teenagere, hvis identitet stadig bliver formet. Hvis de træner deres hjerner til hele tiden at søge social anerkendelse, så kan det ultimativt lede til reelle mentale og sundhedsmæssige problemer. Ofte mere usikkerhed end lykke, mener hun.

Linda Henkel påpeger dog, at der altid vil være mennesker, der har disse problemer. Og at alle der tager selfies ikke kan kaldes narcissister. For størstedelen handler det bare om sund dyrkelse af sig selv. Og det er desuden interessant for mennesker at se på deres kropslige forandringer i takt med, at de bliver ældre.

”Hvordan skulle man ellers se den udvikling, hvis ikke gennem fotografier?” spørger hun.

Så nu har du i hvert fald lidt at tænke over til næste gang, du tager en selfie.