Hvad er granit lavet af?
Hej Viden. Hvad er granit egentlig lavet af?
Hilsen Jesper, Odense
Viden har talt med lektor Paul Martin Holm i geologi på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.
»Det er et meget omfattende spørgsmål at besvare: For mange omfatter ”granit” meget andet end det, som geologer kalder granit, som er en bjergart domineret af mineralerne kvarts og feldspat. Både den ene og anden gruppe bjergarter dækker mange typer af granit. Al granit er dannet ved krystallisation af magma i et magmakammer typisk flere kilometer under jordens overflade.
Kort sagt skyldes variationen af disse bjergarter, at disse magmaer havde forskellig sammensætning, og derfor dannedes der forskellige krystaller. Desuden er mange granitter, som i dag er eroderet frem på overfladen, omdannet ved både metamorfe processer og forvitring. Metamorfose er, når bjergarter omdannes under høje tryk og temperaturer. Både metamorfose og forvitring ændrer mineralogien og dermed, hvordan de ser ud.«