Hvordan har elefanten fået sin snabel?
Vi har alle set elefanter, enten på film eller tv eller i dyreparker og zooer. Så vi tænker måske ikke på, at det jo er nogle højst aparte dyr – tænk at bruge næsen som et avanceret griberedskab. Og så er der vist kun ganske få arter. Hvordan er egentlig deres udviklingshistorie?
Hilsen Hans Henrik
Viden har talt med Michael Wallberg Sørensen fra Odense Zoo
»Man mener, at de moderne afrikanske og indiske elefanter har deres oprindelse i Asien, men tidlige fossiler er blevet fundet i Afrika. For 35-50 mio. år siden under Eocæn levede der et dyr kaldet Moeritherium. Dyret var ca. en meter høj og relativt lille. Det havde forstørrede fortænder (som små stødtænder) i begge kæber og en forstørret overlæbe (der mindede om en tapirs). Det er dog ikke en direkte forfader til elefanter.
Senere udvikledes større dyr, der lignede moderne elefanter mere. Dyrene voksede sig større med længere lemmer, og deres kranium og tænder blev større. De udviklede også en mobil snabel. Uddøde slægtninge til moderne elefanter inkluderer mammutter og mastodonter. De var alle store dyr med søjlelignende ben, stødtænder og en udvidet fleksibel næse. Blandt de mest udbredte var mastodonter og gomphotherer. De levede i det åbne skovland og åd især blade og frugter.
Der findes to slags nulevende elefanter. Den indiske og den afrikanske elefant. Der er en del debat om, hvorvidt alle afrikanske elefanter kan siges at være en art. Genetiske undersøgelser viser, at der kan være tale om to eller måske endda tre forskellige arter af afrikanske elefanter. Den nuværende videnskabelige klassifikation bryder den afrikanske elefant i to underarter, skovelefant og savanneelefant.
Grunden til, at elefanten har fået sin snabel, er, at det har været en evolutionær fordel at have den, da den har gjort en stor mængde foder tilgængelig. Ligeledes har der været en meget interessant ændring over tiden i den fodstilling, som elefanter og deres forfædre har haft. Fra at gå på fødderne, som vi gør, til at gå på tåspidserne.«