De færreste kræfttilfælde skyldes livsstil
I to ud af tre kræfttilfælde er skurken uheldige mutationer i cellerne og ikke usund livsstil, viser udregninger foretaget af to amerikanske forskere.
Kræft opstår, når celler i kroppen deler sig forkert. Den forkerte deling kan være kickstartet af en usund livsstil - men der findes undtagelser. Faktisk er det ifølge amerikanske forskere oftere reglen end undtagelsen. Ifølge deres nye undersøgelse står helt almindeligt uheld nemlig formentlig bag to ud af tre kræfttilfælde, skriver Videnskab.dk.
De amerikanske forskere fra Johns Hopkins University i Baltimore, Maryland, har sammenlignet delingshastigheden i cellerne hos 31 typer kræft og sammenlignet det med risikoen for at få disse typer kræft over et helt liv.
Ifølge Sciencemag.org viste sammenligningen, at 22 af 31 kræfttyper skyldes biologisk uheld og ikke usund livsstil.
»Studiet viser, at man kan øge risikoen for at få kræft ved at ryge eller vælge andre former for usund livsstil. Men mange kræftformer skyldes imidlertid, at man er uheldig og pådrager sig mutationer i de kræftdrivende organer helt uafhængigt af livsstil og gener,« siger Bert Vogelstein, der er professor ved Johns Hopkins University School of Medicin og har ledet studiet, til forskning.no.
Læs også: Galt eller genialt? Kontroversiel teori peger på nem behandling af kræft
Resultaterne af studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.
De resterende ni kræfttyper var ifølge studiet betinget af gener og livsstil.
Derfor mener forskerne, at det selvfølgelig kan betale sig at holde en sund livsstil, men der skal mere fokus på at opdage de kræfttyper, som intet har med livsstil at gøre, tidligt.
»Hvis to tredjedele af kræfttilfældene på tværs af organer kan forklares med tilfældige mutationer i vores dna, har det selvfølgelig en betydning at ændre vores livsstil og vaner for visse typer kræft. Men det er ikke altid det mest effektive hos en række andre kræfttyper,« siger Christian Tomasetti, der er adjunkt i onkologi fra Johns Hopkins University og har deltaget i studiet, til BBC.com.
Læs mere om, hvad forskerne mener, at vi kan lære af studiet, i resten af artiklen.