Ny malaria-parasit afsløret
<p>Afkodningen af en ny parasit, der giver mennesker malaria, ventes at få stor betydning for arbejdet med at udvikle en vaccine mod dræbersygdommen</p>
En parasit, der tidligere blot blev anset for at plage aber, er nu ikke blot afsløret som ansvarlig for at give mennesker malaria. Dens gensekvens er også blevet kortlagt, og dermed har et internationalt forskerhold med dansk deltagelse ryddet nok et stykke vej mod en malariavaccine.
Det vurderer professor Lars Hviid fra Københavns Universitet, der som malariaekspert arbejder på en vaccine mod sygdommen.
»Malaria er svær at bekæmpe, fordi malaria-parasitten er i stand til at skjule sig for menneskets immunsystem. Med kortlægningen af to nye malaria-genomer har forskerne taget betydelige skridt mod at gennemskue, hvilke tricks malaria-parasitten bruger for at undgå at blive genkendt og tilintetgjort af menneskers immunsystem,« siger han.
Ram den lumske parasit
Tobias Mourier, post. doc. på Center for Fossilt DNA og Evoloutionsbiologi på Københavns Universitet har deltaget i genforskningen og er medforfatter til en artikel i tidsskriftet Nature om den nye parasit P. knowlesi.
En anden forskergruppe bringer i samme udgave af tidsskriftet gensekvensen for en anden malaria-parasit P. vivax.
»Vi forventer, at kendskabet til de to nye gensekvenser sætter malaria-forskere i stand til bedre at forstå forskelle og ligheder i forhold til de andre malariaparasitter. På den måde kan man identificere parasitternes centrale gener og ramme dem som led i behandlingen af patienten,« forklarer han.
Selv har Tobias Mourier identificeret en række gener, som er aktive i den del af malariaparasittens liv, hvor den er i menneskets blodceller - altså når den er blevet overført hertil fra malariamyggen.
»Efter parasitten har invaderet de røde blodceller i kroppen, sørger den for, at blodcellen med jævne mellemrum ændrer overflade. Det gør den for at undgå, at immunsystemet genkender den som suspekt. Vi tror, at disse gener spiller en rolle i selve orkestreringen af denne proces,« siger Tobias Mourier.
På vej mod en malaria-vaccine
Professor Lars Hviid fra Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet mener, at den nye forskning kan få stor betydning for det videre arbejde med vacciner. Et felt han netop selv beskæftiger sig med.
Når en mikroorganisme trænger ind i kroppen, vil den normalt blive genkendt som fremmed for menneskets immunsystem, idet der på overfladen af mikroorganismen findes en række molekyler - antigener - som er fremmede for værten.
»En af nøglerne til at skabe en malaria-vaccine er netop fænomenet, hvor parasitten sørger for at få blodlegemerne til at ændre overflade ved at ændre overfladens proteinsammensætning,« forklarer Lars Hviid med henvisning til den såkaldte "antigene"-variation.
Udover at snyde immunsystemet får overflade-proteinerne blodcellerne til at binde sig i menneskets blodkar. På den måde når de inficerede blodceller aldrig milten, og derfor undgår de at blive tilintetgjort der.
»De inficerede blodlegemer er i stand til at gemme sig for de celler i milten, der ødelægger beskadigede blodceller. Hvis vi kan identificere de protein-sekvenser eller anti-gener, som malaria-parasitten får blodlegemerne til at præsentere på deres overflade, kan vi sandsynligvis få kroppen til bekæmpe parasitten,« fortæller Lars Hviid.
Molekylær efteraber
De nye malaria-sekvenser giver nok en overraskende ledetråd i arbejdet på at bekæmpe malaria. Dna-koden afslører et dramatisk eksempel på "molekylær efterligning", som formodes at være af afgørende betydning for overlevelse og formering af parasitter i kroppen.
Forskerne har afsløret flere sekvenssignaturer, der nøje ligner flere af menneskets gener, som er involveret i reguleringen af immunsystemet. Meget tyder således på, at parasitterne med tiden også har lært at manipulere menneskets immunsystem.
»Funktionen af størstedelen af Plasmodium-arternes proteiner er fortsat ukendt, men sammenligning mellem malaria-parasitter vil bidrage til at forstå forskellene i de mekanismer, de deler i deres møde med deres forskellige værter: menneske, abe eller myg,« forklarer Lars Hviid.