Verdens ældste kirke fundet
Arkæologer i Jordan har fundet, hvad de mener, er verdens ældste kirke. En kirke, der formentlig har haft nogle ret specielle gæster.
Kirken, som er fundet i Rihab i det nordlige Jordan nær grænsen til Syrien, er næsten 2.000 år gammel, rapporterer Jordan Times.
"Vi har fundet, hvad vi mener er den ældste kirke i verden. Den stammer fra årene 33-70 efter Kristi fødsel," siger Abdul Qader al-Husan, leder af Rihab Centret for arkæologiske studier.
Kirken blev fundet under en anden kirke, Saint Georgeous kirken, som dateres til år 230 efter Kristi.
Jesu disciple
Men ikke nok med det nye kirkefund. Arkæologerne mener også at kunne føre bevis for, at kirken husede nogle af de første kristne i form af Jesus' 70 disciple.
Disse 70 kristne, der i en mosaik beskrives som "de 70 elsket af Gud og det guddommelige," skulle have været flygtet fra forfølgelse i Jerusalem og grundlagt kirker i det nordlige Jordan.
Qader al-Husan citerer historiske kilder, der beskriver, at disciplene levede og praktisere religiøse ritualer i kirken helt frem til tiden, da kristendommen blev omfavnet af Romerrigets kejsere.
Den græsk-ortodokse kirke har beskrevet fundet som "en vigtig milepæl for kristne verden over."
Kirken indeholdt potter, stensæder formet i cirkler og en dyb tunnel, som sandsynligvis fungerede som vandforsyning.
Rihab huser omkring 30 kirker, og Jesus og jomfru Maria menes at have rejst gennem området, ifølge Qader al-Husan.