Fortsæt til indhold
Viden

Eksotiske edderkopper klarer ikke kulden

På trods af dystre prognoser om flere og flere eksotiske edderkopper i Europa vil risikoen for at støde på en sort enke i din baghave være minimal.

Af VICTORIA ELMIMG

De seneste 150 år har mindst 80 forskellige slags tropiske edderkopper pakket kufferterne og taget en enkeltbillet til Europa, og nu viser en ny undersøgelse, at der hvert år vil komme en ny art edderkopper til Europa.

Den stigende handel på tværs af verden medfører, at fremmede smådyr krydser landegrænserne sammen med varerne.

»Edderkopperne kommer typisk med bil- og frugtimporter fra varme lande som eksempelvis sydstaterne i USA. Da klimaet er blevet varmere, har de tropiske arter større chance for at overleve i visse egne af Europa,« siger Lars Bruun, som er biolog med speciale i edderkopper.

Han fortæller, at man eksempelvis i Holland har fundet den såkaldte ”Sorte enke,” som med et enkelt bid kan være dødbringende for børn og ældre.

Fryser om vinteren

Begynder du allerede nu at frygte for din nattesøvn, kan du ifølge Lars Bruun ånde lettet op.

»Selv om temperaturerne de sidste år er steget, er der stadig koldt i Danmark. De eksotiske edderkopper er ikke skabt til kulde, og derfor fryser de ihjel, hvis de opholder sig udendørs, når det bliver koldt.«

Edderkopperne skal derfor tilbringe vinteren lunt indendøre for at overleve, og her mener Lars Bruun, at chancen for at støde på de behårede væsner er relativt lille.

»De tropiske arter behøver varme, og de søger derfor typisk tilflugt i lune kroge og under radiatorer. Vi skal dog stadig huske, at det er et beskedent antal man hidtil har fundet i Europa,« siger han.

Der er ikke oplysninger om, at farlige, tropiske edderkopper endnu er set i Danmark, så risikoen for at møde en sådan er stadig forsvindende lille. Især hvis du går en tur med støvsugeren i ny og næ.