Fortsæt til indhold
Viden

Corona-antistoftest: Hvad kan de egentlig bruges til?

De nuværende antistoftest er endnu ikke sikre nok til at fortælle, om den enkelte har haft corona eller ej. Til gengæld er de nyttige til statistik.

Frederik Guy Hoff Sonne

En antistoftest, der kan fortælle, om patienter har udviklet antistoffer mod den nye coronavirus efter at have været smittet, bliver ofte beskrevet som én af nøglerne til at følge udviklingen i corona-epidemien.

Overordnet er der to formål med at teste: At indsamle data, der kan bruges til at overvåge smittebilledet, og at diagnosticere den enkelte.

Men de antistoftest, der er tilgængelige lige nu, og som myndighederne benytter i Danmark, er for usikre til, at de kan bruges til at diagnosticere.

Til gengæld kan antistoftest bruges til at indsamle statistik, der kan give myndighederne et billede af, hvordan smittetrykket udvikler sig, skriver Videnskab.dk.

»Man kan sige det på den måde, at testene for antistoffer kan være vejledende for myndighederne, men vildledende for den enkelte borger,« fortæller Jakob Stoustrup, der er professor i anvendt matematik på Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.

Jakob Stoustrup er en del af forskergruppen COVID-19-CTRL, som består af 45 matematik-kyndige forskere fra DTU og Aalborg Universitet, der fungerer som konsulentgruppe til Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

Det gør faktisk ikke noget, at en test måler forkert med falske positive, falske negative eller med krydsreaktioner for andre virusser, så længe man med sikkerhed ved, hvor ofte den måler forkert, forklarer Jakob Stoustrup.

Endnu mange usikkerheder

Men selvom antistoftest oftest kan bruges til statistik, så er det dog langt mere usikkert, om de rent faktisk kan hjælpe med en sikker diagnose - ikke mindst i disse usikre corona-tider.

Læs også:
Coronavirus: Alt om udviklingen, symptomer og behandling

De vigtigste antistoftest at skelne mellem er ELISA-test og hurtigtest - også kaldet POCT.

Helt generelt er en ELISA-test mere præcis end en hurtigtest. På en ELISA-test kan det nemlig ses, hvor mange antistoffer der er produceret hos den enkelte.

Niels Høiby, overlæge og professor i klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet, fortæller imidlertid, at han ikke er bekendt med nogen antistoftest, der med 100 procent sikkerhed kan bruges til at diagnosticere folk med den nye coronavirus.

»De test, jeg kender til, er ikke undersøgt godt nok, til at man ville kunne bruge dem til det formål (diagnosticering, red.). Det skyldes, at de test, der lige nu er tilgængelige, er udviklet i stor hast og på meget kort tid,« fortæller Niels Høiby.

Læs også:
Konspirationsteorier i coronaens tid: Sådan opstår de, og derfor er de et problem

Grunden til, at ELISA-testen - på trods af 100 procent specificitet - ikke kan bruges til at spore, om man har været smittet eller ej, er, at der ikke er 100 procent klarhed om, hvorvidt den forveksler antistoffer mod den nye coronavirus med antistoffer i andre virus.

»Spørgsmålet om testens krydsreaktion (om den forveksler den nye coronavirus med andre virusser, red.) er stadig uafklaret, og det gør det svært at bruge resultaterne fra testen til det store endnu,« vurderer Niels Høiby.

»Grundlæggende betyder det, at vi ikke kan vide, om 20-, 50- eller 75 procent af dem, der testes positiv for antistoffer, rent faktisk testes positiv for antistoffer mod en almindelig forkølelsesvirus,« påpeger han.

Læs også:
Coronavirus fundet i sæd fra unge mænd - hvilken betydning har det?

Hvis en antistoftest til gengæld ikke krydsreagerer med andre virus, og den samtidig har 100 procent specificitet, så der ingen falske positiver er, kan den bruges til diagnostisk.

På nuværende tidspunkt findes den test bare ikke, fortæller flere kilder til Videnskab.dk.

Så hvad kan sådan en antistoftest egentlig fortælle os?

»Spørgsmålet kommer helt an på den konkrete test. Der findes mange forskellige antistoftest, og de har hver især forskellige styrker og svaghed,« påpeger Karen Angeliki Krogfelt, professor MSO i molekylær- og medicinalbiologi på Roskilde Universitet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk