Fortsæt til indhold
Viden

Rapport: Nasa kigger efter rumvæsener de forkerte steder

Ifølge en amerikansk kommission bør kriterierne for at søge efter udenjordisk liv fornys og udvides.

Det er The National Academies of Sciences, Engineering og Medicine, der med kongressens velsignelse giver Nasa et los i styreraketten for ikke at være up to date med hensyn til jagten på liv i Rummet.

»Nasa bør effektivere indsatsen ved at anvende et bredere spektrum af biomarkører samt miljøer. Og ikke mindst inkorpere astrobiologi på alle niveauer af fremtidige undersøgelser,« hedder det i rapporten.

Rapporten anbefaler også et stort antal konkrete initiativer, som den amerikanske rumfartsorganisation med fordel kan kaste sig over - fra at analysere undersøiske have på fremmede planeter til at kigge nærmere på livet på Jorden.

»Det er tvingende nødvendigt at anvende et bredere sigte og mere avancerede fremgangsmåder for at gøre det muligt at finde liv, der i sin grundforn minder om det vi kender, eller endda helt nye former for eksistens,« fremhæver videnskabsakademiet.

Det er ikke mindst muligheden for at finde liv under overfladen på andre planeter, den nye rapport har fokus på. I de senere år har undersøgelser af have på Jorden afsløret helt nye former for liv, der eksisterer under meget høj varme eller næsten uden tilført energi.

Astrobiologi er et af kerneordene for fremtidens søgen efter spor af rumvæsener. Begrebet dækker over studiet af oprindelse, evolution, distribution og mulig fremtid for liv i Universet.

Videnskabsakademiet efterlyser også, at Nasa får et større samarbejde med andre videnskabelige institutioner i verden.

Den nu afdøde astrofysiker Stephen Hawking har tidligere advaret mod, at det kan være yderst risikabelt at lede efter rumvæsener. Advarslen gik på, at vi risikerede, at de både kunne være langt mere avancerede end jordboere og samtidig have ondt i sinde på menneskets bekostning. Som Hawking tørt bemærkede i 2015: Mennesket har jo selv en lang tradition for at udrydde mindre avancerede kulturer - hvorfor skulle rumvæsener være anderledes?

Artiklens emner
Rummet
Nasa