Fortsæt til indhold
Viden

Runer i nyere tid: Fra nazisme til landskamp

Nazisternes brugte runerne til at understøtte den nazistiske ideologi. I dag kan man finde runerne i alt fra tv-programmer til fodboldtrøjer, skriver en dansk forsker.

Videnskab.dk

Nazisterne var dybt fascinerede af runeskrift.

Og fascinationen gik hånd i hånd med nazismens opfattelse af Norden som roden til den europæiske kultur. Det skriver runolog Lisbeth M. Imer i en artikel bragt i mediet Forskerzonen, der er en del af Videnskab.dk.

»Nazisterne bøjede kilderne efter de svar, som de allerede på forhånd havde besluttet sig for. Runerne så man som direkte udløbere af bronzealderens helleristninger, hvorfra man kendte svastikaet. Og derfra lå det ligefor at tolke runerne som en germansk opfindelse og samtidig ophøje dem til det ældste skriftsystem i verden,« skriver Lisbeth M. Imer, der er seniorforsker ved Nationalmuseet.

Nazisterne forkastede samtidig ideen om, at middelhavsalfabeterne havde inspireret til runerne. Det måtte snarere forholde sig omvendt, mente man.

”Nazi-runer” var en del af nazisternes ideologi

Nazisterne omdannede runerne fra at være skrifttegn til at være selvstændige symboler, hvis betydning lå gemt i den germanske folkesjæl.

Læs også: Isoleret folk i Sverige brugte runer helt op i 1900-tallet

Det mest kendte nazistiske tegn er selvfølgelig svastikaet, der er et urgammel fælleseuropæisk solsymbol. Men den måske bedst kendte nazirune er s-runen, der blev brugt to gange i symbolet for Hitlers elitekorps, SS eller Schutzstaffel.

S-runen var oprindelig en solrune, men i 1929 fik den navnet Siegrune (sejrsrune) af nazisterne. O-runen blev brugt som symbol på ”Blut und Boden” (blod og jord), og t-runen var symbol på krig og kamp, da t-runen var opkaldt efter krigsguden Tyr. Den blev blandt andet populær i ungdomsorganisationen Hitlerjugend.

Runerne er vendt tilbage til fællesskabet

Selvom nynazistiske grupper stadig bruger runerne som symboler, har de i dag også genvundet en plads i den danske fælleskabsfølelse.

Læs også: Hjemme hos Hitler – sådan førte nazisterne verden bag lyset

»Med tiden er runerne blevet en fast forankret del af danskernes historiske identitet, og de dukker op fra tid til anden i vittighedstegninger, tv-programmer og det danske fodboldlandsholds spilletrøjer,« skriver Lisbeth M. Imer.

I 2016 lancerede Dansk Boldspil-Union (DBU) nye spilletrøjer for det danske herrelandshold i fodbold. Det skete under sloganet ”We will rise again” som en advarsel til de andre landshold. I nakken på målmandstrøjen er ordet ”vogteren” skrevet med runer, og i ærmekanten på udebanetrøjerne er ”Danmark” også skrevet med runer.

På kvindelandsholdets trøjer står der ”Signe”, der er sat sammen af to ord: sigr (sejr) og nýr (ny). Signe er ligeledes skrevet med runer.

Fodboldruner er lykkebringende amuletter

DBU og tøjfirmaet Hummel, der har designet trøjerne, bruger runer og nationale symboler for at fastholde identitet og fællesskabsfølelse.

Læs også: Vikingernes runekoder er blevet knækket

Runerne fungerer igen som samlende symboler, der skal bringe held til dem, der bærer dem. På den måde bliver hver trøje en form for lykkebringende amulet, som både spillere og fodboldfans kan trække over hovedet, når der er kamp, skriver Lisbeth M. Imer.

Fodboldtrøjer er heldigvis langt fra raceherreoverdømme og SS-uniformer, forsikrer den danske forsker.

»Nok bliver runeskriftens skyggeside en parentes i det store historiske perspektiv, men det er altid vigtigt at kunne lære af historien – så runerne ikke bliver misbrugt igen,« skriver Lisbeth M. Imer.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk
Artiklens emner