Europæernes læsevaner
Fakta, der forklarer verden: Der er stor forskel på, hvor meget tid europæerne bruger på at læse bøger. De største bogorme findes i Nordeuropa.
Så snart sommerferien er slut, kniber det for mange af os med at finde tiden til at sætte sig ned og nyde en god bog. Også på tværs af lande er der store forskelle på, hvor meget tid indbyggerne bruger på at fordybe sig i bøger.
Det overordnede mønster er, at den gennemsnitlige læsetid stiger, jo længere nordpå man bevæger sig i Europa. Helt i spidsen ligger således Estland, Finland og Norge, hvor indbyggerne i snit bruger hhv. 13 og 12 minutter om dagen i selskab med bøger.
Statistikken fortæller ikke noget om, hvorvidt det er det er de lange vinternætter og kolde temperaturer i disse dele af kontinentet, der gør indbyggerne til læseheste.
Danmark indgår ikke i Eurostats opgørelse, og det er derfor svært at finde fuldstændig sammenlignelige tal. I en undersøgelse fra 2016 fandt Slots- og Kulturstyrelsen ud af, at lidt under 40 pct. af danskerne læser skønlitteratur mindst én gang om ugen.
Mindst læselystne er danske mænd og unge i 20’erne. Der kan også observeres et geografisk mønster: Jo længere man kommer ud på landet, jo mindre bliver andelen af regelmæssige læsere.