Robotter skal have kunstige hjerner inspireret af dyr
Med inspiration fra dyrenes verden forsøger forskere fra Syddansk Universitet at udvikle en kunstig hjerne, der er fleksibel og hurtigt kan tilpasse sig nye omgivelser eller en ny krop.

På Syddansk Universitet prøver forskere at gøre robotterne klogere. Planen er at komme fra robotter, der kun kan bevæge sig på forudbestemte måder, frem til mere intelligente robotter, der kan reagere hensigtsmæssigt på uvante, pludseligt opståede situationer. Det skriver Videnskab.dk.
Idéen er, at robotterne ikke giver op så let, når de møder forhindringer, fordi de kan tilpasse sig omgivelserne og løbende lære nye færdigheder.
»Problemet for nutidens robotter er, at alting skal være forudprogrammeret. Vi prøver at gøre det anderledes, så robotten tilpasser sig miljøet og styrer sine bevægelser ved hjælp af kunstig intelligens,« fortæller den thailandske robotforsker Poramate Manoonpong, der er lektor ved forskningssektionen Embodied Systems for Robotics and Learning på Syddansk Universitet (SDU).
Kinesisk robotgekko skal i rummet
Poramate Manoonpong står i spidsen for et treårigt robotprojekt kaldet NEUTRON – en noget anstrengt forkortelse for NEUrorobotic Technology for advanced Robot mOtor coNtrol.
Projektet er delvist finansieret af seks millioner kinesiske yuan – svarende til næsten seks millioner danske kroner – fra det kinesiske Young 1000 Talents-program.
Læs også: Hvornår får vi en robot, der både køber ind, laver mad og gør rent?
Poramate Manoonpong tilbringer da også kun halvdelen af sin tid på SDU. Resten af tiden er han professor på Nanjing University of Aeronautics and Astronautics, og han befinder sig i Kina, da vi får en snak med ham over en Skype-forbindelse:
»Her forsøger vi at udvikle en gekko-robot, der kan kravle rundt på vægge og lofter. Vi skal bruge vores system, så robotten kan klatre rundt på forskellige overflader uden at være særligt programmeret til det.«
Teknikken fungerer i vægtløshed, og ideen er, at sådan en robot kan bruges på rummissioner.
Læs også: Westworld: Vi har fået sympati med robotterne, mener forsker
I det kinesiske laboratorium studerer forskerne rigtige, levende gekkoer for at bliver inspireret til nye robotteknologier baseret på dyrenes bevægelser.
Tilpasser sig længere ben
Generelt prøver forskerne at lære af dyrene, også på Syddansk Universitet. Her arbejder de på at udvikle en universel controller – en robothjerne – som er i stand til at tilpasse sig mange forskellige robotsystemer, siger Poramate Manoonpong:
»Vi arbejder med robotter, der kan have mellem to og 20 ben. Vores system kan bruges af alt lige fra menneskelignende, tobenede robotter til robotter, der minder om tusindben.«