Fortsæt til indhold
Viden

Forskere: Det skal du gøre, hvis du bliver bidt af en giftig slange

Find en pind og noget bandage. Og tænk på noget rart.

Charlotte Price Persson

Den farligste slange, vi kan mønstre i Danmark, er hugorme, som kun børn og hunde behøver at frygte bid fra.

Men på verdensplan er det en anden sag: Her dør op mod 150.000 mennesker årligt, mens omkring 400.000 får amputationer som følge af slangebid. I langt de fleste tilfælde er forklaringen mangel på behandling – men sommetider handler det simpelthen om manglende viden.

Det prøver tre forskere ifølge Videnskab.dk at gøre op med i en ny bog om verdens giftigste slanger.

»For hver eneste af de slanger, som bliver betragtet som farlige for mennesker, har vi beskrevet en behandlingsmetode. Så kan lægerne slå op i vores bog og se, hvad de kan gøre ved netop det tilfælde, de står overfor. På den måde skulle bogen meget gerne forbedre behandlingsmulighederne,« fortæller biolog Arne Redsted Rasmussen, som er en af forfatterne og selv har arbejdet med slanger i 30 år.

I den nye bog beskriver han og to kollegaer også, hvad man selv kan gøre, hvis man bliver bidt.

Forsink giftens vej ind i din krop

Hvis du bliver bidt af en giftslange, handler det, måske ret indlysende, først og fremmest om at komme hurtigt frem til et hospital og få en modgift.

Læs også: Rocksanger har sprøjtet sig selv med slangegift i 25 år

Men selvom mange mennesker tror, at slangens gift virker øjeblikkeligt, er det kun sjældent tilfældet; der kan gå alt fra 20 minutter til 72 timer – i enkelttilfælde helt op til en måned – inden et slangebidsoffer dør af biddet, hvis vedkommende ikke får behandling.

Desuden kan du selv, med ret få remedier, forsinke processen betragteligt, fortæller Arne Redsted Rasmussen, som er lektor på Konservatorskolen og har arbejdet med slanger i 30 år.

Du skal bruge to støttebind og en pind. Fremgangsmåden, som kaldes ’Pressure immobilization method’, er:

  • Det ene støttebind vikles om bidsåret, som om du havde fået en forstuvelse. Er du eksempelvis bidt i håndleddet, skal støttebindet lægges lidt op ad armen og ned om hånden. Det mindsker gennemstrømningen gennem kapillærerne, som er de mindste blodårer.

»Det gør, at gennemstrømningen bliver nedsat væsentligt, så giften ikke bliver fordelt til hjertet og lungemusklerne, men bliver i vævet længere tid,« forklarer Arne Redsted Rasmussen.

Læs også: Danske forskere finder nøglen til modgift mod slangebid

  • Dernæst finder du en pind og lægger op ad det første støttebind, du netop har viklet om din arm. Det andet støttebind vikler du nu rundt om, så du ikke kan bevæge den.

»Så kan du ikke bruge musklerne, og derved nedsætter du igen gennemstrømningen af blod, som sørger for, at giften bliver bragt ind i dit system, for eksempel nyrerne og de muskler du bruger til at trække vejret. Igen betyder det, at giften bliver i vævet i længere tid,« siger han.

Gift forsinket i 24 timer i aber

Arne Redsted Rasmussen fortæller, at der i 1980’erne blev lavet forsøg med aber, hvor det lykkedes at forsinke slangegiftens virkning med helt op til 24 timer ved hjælp af ovenstående principper.

»Man ser ofte, at folk ikke har nogle forgiftningssymptomer, når de har lagt en forbinding på den måde, og når de så kommer ind på hospitalet og tager den af, begynder symptomerne at komme nærmest med det samme. Det er en meget effektiv måde at forsinke processen,« siger han, men understreger samtidig, at det i langt de fleste tilfælde slet ikke behøver at komme så vidt.

Læs også: Hvordan laver man modgift?

Slanger bider nemlig kun, hvis de er bange; og det er de kun, hvis de føler sig truede. Og selvom de fleste af os nok helst helt vil undgå at løbe ind i en giftslange, kan mennesker og slanger faktisk godt vænne sig til hinanden, fortæller den danske lektor.

»Noget af det, vi gerne vil formidle med bogen, er, at slanger er meget spændende dyr og samtidig meget vigtige for naturen. Vi beskriver både, hvordan man skal behandle slangebid, men også hvordan man kan leve sammen med slanger uden at komme i konflikt med dem,« siger Arne Redsted Rasmussen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk