Fortsæt til indhold
Viden

Verdens ældste tatovering fundet på mumie

En infrarød undersøgelse af en 5.200 år gammel mumie afslører tatoveringer af dyr.

Forskere har fundet verdens ældste eksempel på en tatovering på et menneske. Tatoveringen er omkring 5.200 år gammel og blev fundet på en egyptisk, mandlig mumie, som allerede har ligget på British Museum i omtrent 100 år. Det skriver The Independent.

Det kan derfor virke overraskende, at det først er nu, at tatoveringen dukker frem, men tatoveringerne kan - efter flere tusind år - ikke ses med det blotte øje, og derfor har forskerne brugt infrarødt lys til at undersøge, hvad der på mumien ligner svage, mørke pletter på mandens højre arm.

Undersøgelsen afslører en tatovering af to dyr. En stor tyr og en gedelignende skabning. Tatoveringerne har sandsynligvis været med til at hjælpe med at positionere den afdøde som en stærk og viril mand, da dyrene historisk set har været associeret med mandlig styrke og frugtbarhed.

Man har tidligere fundet spor efter tatoveringer på bevarede menneskelige rester. Et kendt eksempel er det ældst bevarede menneske fundet i Europa, Ötzi, også kendt som ismanden, fordi han blev fundet i en gletsjer i Alperne i 1991. Hans tatovering bestod blot af mønstre, og ikke billeder af dyr, som det er tilfældet hos mumien på British Museum.

Det er også lykkedes forskerne at finde en tatovering på en kvindelig mumie. Hun har en serie af s-formede aftryk på sin højre arm, som, forskerne tror, er et symbol på autoritet.

Der er mindst 14 andre bevarede mumier fra samme tidsalder fordelt i Egypten, Italien og Canada, og det er nu meget sandsynligt, at de også skal scannes for skjulte tatoveringer.

Før forskernes opdagelse på British Museum daterede de ældste kendte tatoveringer tilbage fra år 2000 før vores tidsregning og altså 1200 år senere end mumien på British Museum.