Fortsæt til indhold
NB-Nyhedsguiden

Nyhedsguiden den 17. april 2026

Iran åbner Hormuzstrædet

Godaften

Solen har skinnet i dag. Både i bogstaveligste forstand og på oliepriserne, på Sara Omar og på Arktis, der igen sætter bundrekord i mængden af havis.

Alt det hører du om i dagens Nyhedsguide, hvor overskrifterne er:

  1. Iran åbner Hormuzstrædet
  2. Optagelser af Sara Omar må ikke viderebringes
  3. Havis i Arktis sætter igen bundrekord

Iran åbner Hormuzstrædet

Det nye: Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, har meddelt, at Hormuzstrædet er åbent for alle kommercielle skibe i resten af den igangværende våbenhvile. USA og Iran blev tirsdag i sidste uge enige om en våbenhvile på to uger. Donald Trump takker Iran og meddeler, at Hormuzstrædet er helt åbent, men at USA’s blokade rettet mod Iran stadig er gældende.

Hvad betyder det? Hormuzstrædet er med sin geografiske placering et vigtigt knudepunkt for den internationale oliehandel. Normalt transporteres 20 pct. af al verdens olie og naturgas gennem strædet, der ligger mellem Iran og Oman. Derfor har lukningen fået oliepriserne til at stige voldsomt. Umiddelbart efter meldingen om, at Hormuzstrædet vil blive åbnet for al kommerciel skibsfart, faldt prisen på råolie med omkring 9 pct.

Optagelser af Sara Omar må ikke viderebringes

Det nye: Retten på Frederiksberg har forbudt instruktør Manyar Parwani og producent Omar Marzouk at offentliggøre optagelser af forfatter Sara Omar. Parwani og Marzouk blev frifundet for erstatningskrav.

Hvad er baggrunden? Sagen drejer sig om rettighederne til flere hundrede timers optagelser, hvor Sara Omar medvirker. Optagelserne skulle angiveligt anvendes i en dokumentar om Sara Omar, men hun mener, at det er hende, som har rettighederne, og har derfor modsat sig nogen form for offentliggørelse. Sara Omar vil ikke have optagelserne offentliggjort, fordi hun føler, at Manyar Parwani har manipuleret hende undervejs, og at hans agenda har været at fremstille hende som upålidelig og løgnagtig. Hvis du føler, du har læst denne nyhed før, er der en grund. To gange har domstolene nemlig givet Sara Omar medhold i, at optagelserne ikke skulle offentliggøres. Men der var alene tale om midlertidige afgørelser, som var baseret på en begrænset bevisførelse. Nu gælder det endeligt.

Havis i Arktis sætter igen bundrekord

Det nye: Havisens maksimale udbredelse i Arktis er for andet år i træk den laveste målt nogensinde, viser nye tal.

Hvad er konsekvensen? Havisens forsvinden har store konsekvenser for hele Jorden. For isen er med til at gøre Jorden koldere, når den altså ligger der, fordi havisens hvide overflade reflekterer næsten alt sollys og kaster det tilbage til rummet. Når havisen smelter, så der i stedet er enorme arealer med åbent hav, bliver overfladen mørkere, og så bliver der varmere på Jorden. De stigende temperaturer har alle de konsekvenser, som vi også herhjemme i Danmark oplever. I de senere år f.eks. med oversvømmelser af sommerhuse og kældre.

Også værd at vide

Ligdele i Vejen: Ligdele blev fundet i et krat i et skovområde i Vejen torsdag, og fredag sagde politiet, at de kan stamme fra en 42-årig polsk statsborger, som i marts sidste år blev dræbt i Københoved i Vejen Kommune.

Musiker mistænkt for drab: Den amerikanske musiker D4vd er anholdt og mistænkt for drab på en 14-årig pige. Ifølge det amerikanske politi blev pigens lig for måneder siden fundet i sangerens bil. Den 21-årige sanger nægter sig skyldig.

Overpris i Aarhus: Omkring hver tredje lejlighed i Aarhus blev i marts solgt til en pris, der var højere end udbudsprisen, skriver Boligsiden. Til sammenligning var det tilfældet for blot 7 pct. af lejlighederne i Aarhus i samme måned sidste år.

Dagens anbefaling

Er du boligejer, eller skal du måske snart være det, så vil jeg anbefale dig at læse denne artikel om bankernes nye og smarte boliglån.

Dem er der nemlig delte meninger om, og en topchef advarer om »et meget drastisk skift«, der vil forgylde folk i Gentofte og gøre det dyrt for dem i Holstebro.

Læs med her.

Rigtig god aften!